fodbold
Samarbejdsaftale for at udbygge fodboldkulturen
Grønlands Boldspil-Union og Dansk Boldspil-Union er blevet enige om at give fodbolden i Grønland et løft. Hovedmålet er at sikre Grønland et medlemskab af Fifa og Uefa
Grønland skal blive et stærkere fodboldland.
Og så skal landet på længere sigt blive medlem af de internationale fodboldforbund som Fifa og Uefa. Det skal ske i samarbejde med Dansk Boldspil-Union.
Sådan lyder det fra Grønlands Boldspil-Union, der senere i dag tirsdag, underskriver en samarbejdsaftale med Dansk Boldspil-Union.
Der skal være fremgang
Fodbolden i Grønland skal løftes, hvor organisationerne først og fremmest ønsker at skabe en markant fremgang i antallet af spillere, dommere og frivillige.
Med de højere ambitioner følger også flere kunstgræsbaner, hvor det grønlandske fodboldliv kan udfolde sig året rundt. Og så sætter aftalen et øget fokus på den grønlandske sundhed og trivsel.
- Det er nødvendigt, at vi skaber et godt græsrodsmiljø, så vi kan få udbygget fodboldkulturen i Grønland. Det kræver, at vi giver børn og unge mulighed for at spille i hele landet. Og derfor arbejder vi på at anlægge 4-6 fullsize kunstgræsbaner rundt omkring i Grønland, så de kan spille fodbold på et meget bedre underlag. For det er ikke en mulighed, som det er lige nu, siger DBUs formand, Jesper Møller, i en pressemeddelelse.
Har brug for samarbejde
Selvom samarbejdet mellem DBU og GBU giver bolden op for udviklingen af grønlandsk fodbold, så kræver det, at der er nogen, der spiller med, siger formand for GBU, John Thorsen.
- Det kræver, at vi får et stærkt samarbejde op at køre med civilsamfundet, erhvervslivet og organisationer i hele Grønland. Det er en svær opgave at løfte alene, så vi skal have hjælp udefra. Men aftalen er et rigtig godt udgangspunkt for at få interessen for fodbold til at blomstre, så Grønland kan blive en del af det europæiske fodboldmiljø, påpeger formanden.
Samarbejdsaftalen underskrives tirsdag eftermiddag i Nuuk.