arbejdskraft

Sæsonarbejdere - sådan ser det ud hos Halibut

Halibut Greenland har også problemer med stabil arbejdskraft, når det gælder sæsonarbejdere i højsæsonen

Halibut Greenlands fabrik i Ilulissat
Offentliggjort

Torsdag kom det frem, at over halvdelen af Royal Greenlands 74 rekrutterede sæsonarbejdere var for ustabile til at kunne opretholde en jævn produktion i de tre byer, hvor de var ansat i løbet af sommeren.

Hos den privatejede hellefiskeproducent Halibut Greenland kender man ligeledes til problemet med at skaffe arbejdskraft i højsæsonen.

Det fortæller økonomisk ansvarlig i Halibut Greenland, Erik Sivertsen.

- Vi er næsten magtesløse, når det er højsæson, for der er stor konkurrence her i Ilulissat, hvor sæsonarbejdere frit kan vælge, hvor de gerne vil arbejde, fortæller Erik Sivertsen til Sermitsiaq.AG.

Læs "Mange sæsonarbejdere udeblev fra arbejde hos Royal Greenland"

Produktionen skal gå stærkt
Lige nu har Halibut Greenland ét hold, der arbejder som sæsonarbejdere, men i højsæsonen bliver holdet delt op i to.

- Når sæsonarbejderne ikke kommer som aftalt, rekrutterer vi uerfarne arbejdere, og det kan mærkes på tempoet, hvilket går ud over produktionen, fortæller Erik Sivertsen.

I Halibut Greenland har man dog gode erfaringer med sæsonarbejdere, der kommer fra steder i nærheden af Ilulissat.

- Der er mange, der tager hertil selv og arbejder, når det er højsæson, og vi har bemærket, at de er meget stabile, siger Erik Sivertsen.

Halibut Greenland har cirka 30 arbejdere i lavsæsonen og op til 60 til 70 medarbejdere i højsæsonen.

Powered by Labrador CMS