Fredag, oktober 27, 2017 - 06:54

Russisk helikopter er forsvundet ved Svalbard

Foto: SWNS - London
- Så vidt vi ved, er der tale om et styrt. Der er ikke nødmeldinger fra helikopteren, siger redningscentral.
 

En russisk helikopter med otte personer om bord er formentligt styrtet ned i havet ved Barentsburg på Svalbard, melder Norges Hovedredningscentral HRS, ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Helikopteren er styrtet ned to eller tre kilometer fra Barentsburg, siger HRS.

- Den var på vej fra Pyramiden på Svalbard til Barentsburg. Vi fik først besked om, at helikopteren var forsinket, men vi fik senere melding om, at den var styrtet i havet, siger redningsleder Tore Hongset til NTB.

- Så vidt vi ved, er der tale om et styrt. Der er ikke nødmeldinger fra helikopteren, siger Hongset.

Der er sendt en redningshelikopter og flere både mod stedet.

Barentsburg er en mineby ved Grønfjorden i Nordenskiöld Land på Svalbard med omkring 435 indbyggere. De er næsten alle russere og ukrainere.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit