Rulleskiskydning: Ukaleq er norsk mester i sprint

Skiskytten Ukaleq Slettemark vandt i sprint for 18-års-klassen ved de norske mesterskaber. Det blev også til to fornemt resultat i 7,5 kilometerløb

Arkivfoto af Ukaleq Slettemark

Lørdag sæsondebuterede den unge grønlandske skiskytte, Ukaleq Slettemark, ved de norske mesterskaber i rulleskiskydning.

Hun deltog i to løb, og ved den første løb stillede hun op som gæst for de 18-årige i sprint.

- Der var to skydninger, og her vandt Ukaleq løbet. Hun var ti sekunder foran sin holdkammerat Frida Dokken fra skigymnasiet Geilo. Begge skød fejlfrit under de svære forhold, skriver Grønlands Biathlon Forbund i en pressemeddelelse.

Fejlfri skydning

- De to piger var de eneste af alle junior og senior piger som skød fejlfrit. Kun to mænd klarede det samme. Alle de andre 246 deltagere skød forbiere. Afstanden ned til nummer tre var hele 1,40 minut. Af alle piger som løb den samme distance var Ukaleq stadig den hurtigste. Hun slog den bedste 19-årige med et helt minut, meddeles det.

Søndag stillede hun op til start i 7,5 kilometer fællesstart. Her var der fire skydninger undervejs.

Samlet andenplads

Ukaleq kom kom meget godt fra start, hvor hun skød fejlfrit og én forbier på de to første skydninger.

- Hun lå foran i løbet indtil den tredje skydning som var stående skydning. Der gik det knapt så godt, da hun fik fire forbiere. Med en god sidste skydning med én forbier klarede hun alligevel at løbe ind til en samlet 2. plads i klassen K18, fremhæves det.

Med totalt seks forbiere kunne Ukaleq Slettemark ikke slå vinderen Synne Owren som totalt skød fire forbiere, men hun sneg sig 17 sekunder foran sin venninde Frida Dokken som fik samme skyderesultat.

- Løbene viser at Ukaleq fortsætter der hun slap sidste vintersæson og er på rette spor frem mod en ny vintersæson. Vintersæsonen starter med IBU cup løb i Sverige 1. decemer. Sæsonens hovedmål er VM i Slovakiet, hvor hun har en imponerende 4. plads at forsvare fra sidste år, lyder det fra biathlonforbundet.

Powered by Labrador CMS