Rubinmine officielt åbnet af Kim Kielsen
En lang række centrale aktører var mødt op til den officielle åbning af rubinminen i bygden Aappaluttoq øst for Qeqertarsuatsiaat/Fiskenæsset.
Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen fik æren af at klippe en rød snor over, hvilket markerede åbningen.
- Der er blevet brugt lang tid og mange penge for at få dette op at stå. Og medarbejderne har gjort en stor indsats, fastslog Kim Kielsen i sin korte tale, før han greb saksen.
Det er det norskejede selskab, LNS Greenland, der står bag minen. Selskabets ledelse var til stede og den administrerende direktør Frode Nilsson slog fast, at det var en stor dag.
- Vi tror på, at rubiner fra Grønland bliver en eksklusiv vare på de internationale markeder, oplyste Frode Nilsson over for de fremmødte.
I sin tale var han helt tilbage til vikingerne og frem til Hans Egede kom til Nuuk i 1721. Og med et smil på læben kunne han ikke lade være med at konstatere, at det ikke lykkedes for Norge at få hævd på dele af Nordøstgrønland dengang.
- Men nu skal vi have et godt samarbejde Norge og Grønland imellem, sagde han.
De inviterede til åbningen fik en rundvisning i proceshallen, hvor rubinerne bliver forarbejdet. Tåge drillede programmet, men for nogle var der også mulighed for at komme helt op til minen, hvor man bryder de eftertragtede mineraler.
Naalakkersuisoq for Råstoffer, Mute B. Egede, var naturligvis også til stede og han var især glad for, at landet nu igen har en aktiv mine.