Royal Unibrew og Grønlands Idrætsforbund forlænger aftale

Aftalen betyder blandt andet, at sportsklubberne kan ansøge om penge til, at købe sportstøj tre gange årligt.

Jørgen-Anker Ipsen fra Royal Unibrew og formanden for Nuka Kleemann underskriver aftalen. Grønlands Idrætsforbund

Aftalen mellem Royal Unibrew og Grønlands Idrætsforbund er en ny treårig sponsor- og samarbejdsaftale. Det oplyser aftaleparterne i en pressemeddelelse.

Årlige legater

De primære elementer i aftalen er uddelingen af de traditionsrige årlige Faxe Kondi legater, som tildeles Årets træner, Årets leder og Årets idrætsperson. Derudover fortsætter Faxe Kondi Puljen, som får tilført flere penge i den nye aftale.

Faxe Kondi Puljen åbner mulighed for klubberne til at ansøge om penge til indkøb af klub- og sportstøj tre gange årligt via Grønlands Idrætsforbund, oplyser idrætsforbundet.

Flere penge til klubberne

- Vi er rigtigt glade for aftalen, fordi den giver flere penge direkte til klubberne. Faxe Kondi Puljen er en fantastisk mulighed for alle klubberne til at få sponsoreret sportstøj, siger formanden for Grønlands Idrætsforbund, Nuka Kleeman.

Jørgen-Anker Ipsen fra Royal Unibrew er også glad for den nye aftale:

- Aftalen med Grønlands Idrætsforbund er den længstvarende sponsoraftale i Royal Unibrews historie og vi er meget stolte af, fortsat at kunne støtte sporten og breddeidrætten i Grønland.

Nuka Kleeman oplyser også, at det er Grønlands Idrætsforbunds længste aftale.

Aftalen mellem Faxe Kondi og GIF løber i 2019, 2020 og 2021.

Powered by Labrador CMS