Gå til hovedindhold

Royal Greenland: Rekord-investering søsat

Første etape af en rekordstor investering på 700 millioner kroner, den første af to store og topmoderne trawlere, gled onsdag fra tørdok og ud i vandet på et værft i Bilbao.

Begivenheden i den spanske havneby blev filmet onsdag eftermiddag og præsenteret få timer senere på storskærm på Royal Greenlands generalforsamling, der foregik på hovedkontorets kantine i Nuuk.

Stolt direktør

Det var i sagens natur en stolt administrerende direktør, Mikael Thinghuus, der kunne præsentere søsætningen, da investeringen også markerer en virksomhed, der har fået styr på økonomien.

Royal Greenlands bestyrelsesformand Niels de Coninck-Smith kunne i sin formandsberetning ikke dy sig for at nævne – henvendt til Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen -  at man måtte håbe, at de nye trawlere også ville få noget at lave.

- Hvis vi kan bibeholde vores adgang til råvarerne, og dermed kan udnytte disse skibes store fiskeri- og produktionskapacitet, kan denne investering blive kernen i Royal Greenlands indtjening i mange år fremover. Herved vil virksomhedens muligheder for positive bidrag til selvstyrets økonomi også blive forbedret, til glæde for hele samfundet, sagde formanden og sendte denne alvorlige advarsel:

Klods om benet

- Modsat vil der være tale om en alvorlig klods om benet for virksomheden og dermed dens ejer, hvis de væsentligste forudsætninger for denne disposition ikke viser sig at holde stik.

En bemærkning med klar adresse til en ny fiskerilov, hvor man fra politisk side ønsker at indskrænke kvoterne hos de store selskaber i Grønland, så flere fiskere får del i havets ressourcer.

Resultat på 129 millioner kroner

Regnskabet blev udsendt for nogle uger siden og viste et resultat på 129 millioner kroner og en stigende omsætning, der endte på 5,6 milliarder kroner.

Mikael Thinghuus valgte at fokusere på nogle enkelte elementer fra den digre årsrapport. Han forklarede, hvorfor det var specielt vigtigt at satse blandt andet på det asiatiske marked, selv om forringede valutakurser i Asien, USA og Storbritannien ved uforandrede kurser kunne have øget indtjeningen med 80 millioner kroner.

Forbruget af fisk og skaldyr i Kina er steget voldsomt gennem årerne og Royal Greenland har fået medvind på det japanske marked.

Virksomheden vil fortsætte med at øge forædlingsprocessen af råvarer her i landet, før det bliver afskibet.

Kielsen: Vi skal være stolte

Kim Kielsen, der repræsenterede ejerne, det grønlandske samfund, takkede virksomheden for det flotte regnskab og arbejde, som den har leveret i det forgangne år.

- Der er grund til at være stolte over resultatet. Det gælder os alle i og uden for virksomheden, sagde Kim Kielsen, der også lagde vægt på, at Royal Greenland over for verdenssamfundet med sin position sætter Grønland på verdenskortet.

Fiskeriafgifter øges

Det blev oplyst, at indeværende års resultat næppe bliver lige så flot, men hvor virksomheden i 2017 leverede 113 millioner kroner i fiskeriafgifter, så regner man med i år, at det tal vil stige til 150 millioner kroner.

Samtlige bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt på generalforsamlingen.

Værftet i Bilbao har fortsat en del at lave på den nye trawler til Royal Greenland
Royal Greenland
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER