fiskeri

Royal Greenland: Stabile rammevilkår er altafgørende

Den selvstyreejede fiskevirksomhed Royal Greenland ønsker stabile rammevilkår baseret på bæredygtige fiskerier. Flere års positive driftsresultater og stabile driftsvilkår skaber muligheder for re- og nyinvesteringer i produktionsapparatet og dermed nye arbejdspladser.

Jens K. Lyberth håber på en større helhedsforståelse af, hvordan vilkårene i fiskeriet er skruet sammen, så beslutninger ikke rammer erhvervet på andre områder.

Royal Greenland ønsker ligesom kollegaer inden for fiskerierhvervet stabile vilkår, der er grundfæstet i bæredygtige kvotestørrelser.

Rejer er et forbillede

Et konstruktivt samarbejde mellem forvaltningen, de biologiske rådgivere og erhvervet omkring rejefiskeriet er et godt eksempel på, hvordan der kan skabes stabile vilkår. Der er vedtaget forvaltningsplaner med spilleregler for, hvordan man agerer ved ændringer i for eksempel ressourcegrundlaget.

- Hvis vi skal sikre gode økonomiske resultater i vor forretning, som er grundlaget for at vi kan foretage investeringer i nye fiskefabrikker, som skaber nye arbejdspladser, så er det vigtigt, at der er en helhedsforståelse af, hvad vi har af udfordringer, forklarer direktør for corporate relations Jens K. Lyberth, Royal Greenland, over for Sermitsiaq.AG.

For at forstå udfordringen for Royal Greenland og rettidig omhu for nye investeringer bliver vi nødt til at skrue tiden tilbage til årtusindskiftet.

Rejefabrik omdannet

Dengang formåede Royal Greenland at få omdannet rejefabrikken i Qasigiannguit i Diskobugten til en yderst velfungerende fiskefabrik, der kunne forædle hellefisken til såvel det europæiske og asiatiske marked.

- Sammen med 10 kinesere og egne medarbejdere fik vi udviklet produktionslinjer, hvor vi forædlede dele af hellefisken til efterspørgslen i Asien og især sushi-markedet, oplyser Jens K. Lyberth.

Årene gik, fangsterne af hellefisk steg og et godt salgsapparat til Asien blev opbygget.

For et par år siden ændredes forholdene. Det skyldtes at forsyninger af hellefisk faldt, idet størrelsen af hellefisken svandt ind og ikke passede ind i den produktionsform, som var udviklet både til det europæiske og asiatiske marked. Samtidig kunne nogle af vore leverandører af de indhandlingspligtige hellefisk selv bearbejde fisken på egne fabrikker.

Tvinger Royal Greenland nordpå

Den udvikling har medført, at Royal Greenland har været nødsaget til at kigge nordpå og omdanne sine fiskefabrikker i Upernavik- og Uummannaq-området, så de lever op til de forædlingskrav, som man havde udviklet på fabrikken i Qasigiannguit.

En ting er fangstmængderne og kvaliteten samt de fysiske fabrikker. En helt anden udfordring, som rammer alle aktører i fiskeriet, er når antallet af licenser øges.

- Vi oplever, at medarbejdere får tildelt fiskerilicenser og bliver råvareleverandører og det giver os en udfordring med at sikre en stabil produktion på fiskefabrikkerne, forklarer Jens K. Lyberth.

Stabil produktion er vigtigt

- Det er altafgørende for os, at vi har en stabil produktion, så vi kan leve op til de salgsaftaler, som vi har indgået på de forskellige markeder. Set i lyset af ændringer i rammevilkårene bliver vi nødt til at importere arbejdskraft til vore fiskefabrikker enten fra andre byer eller bygder eller udlandet, fastslår Royal Greenland-direktøren.

Helhedsforståelse

Det er hans håb, at der skabes en langt bedre helhedsforståelse af, hvilken effekt beslutninger på nogen områder kan smitte uheldigt af på andre områder.

- Vi bliver nødt til at forholde os til hele værdikæden: fra fangst, til produktion for endeligt at ende med et godt salg til en fornuftig pris, forklarer direktøren.

Powered by Labrador CMS