halvårsregnskab

Royal Greenland skovler millioner ind

Virksomheden kom ud af årets første seks måneder med en stærkt forbedret indtjening i forhold til første halvår af 2016

Der er fremgang i omsætning og overskud for Royal Greenland

Grønlands største virksomhed, Royal Greenland, har netop offentliggjort et halvårsresultat for første halvdel af 2017.

Resultatet før skat blev forbedret fra et tab på 7 millioner kroner i første halvår 2016 til et resultat på 32 millioner kroner i indeværende år.

Og omsætningen steg med ni procent, i første halvår af 2017 fra 2,4 milliarder kroner i 2016 til 2,6 milliarder kroner i 2017.

Stærke markeder
Den markante fremgang skyldes de meget stærke markeder i Asien og Nordamerika samt en høj afsætning til Skandinavien.

- Den positive resultatudvikling bæres især af kerneaktiviteterne skalrejer og snekrabber, men også lagereje, stenbiderrogn og røgvarer er i fremgang, skriver Royal Greenland i en pressemeddelelse.

Til trods for at de landbaserede hellefiskeprodukter på fabrikkerne har været udfordret blandt andet som følge af driftsmæssige problemer hos Royal Arctic Line, følger hellefisken udviklingen fra sidste år, idet de trawlerproducerede produkter har haft større betydning i år.

Forventninger for året
- Også kerneforretningen kogte og pillede rejer har været udfordret af faldende salgspriser specielt på de små størrelser. De seneste måneders fald i den engelske pundkurs som følge af Brexit har ligeledes påvirket halvårsresultatet negativt med 18 millioner kroner, oplyses det i pressemeddelelsen

Salg af hvidfisk, der primært består af grønlandsk torsk, og som i lighed med hellefisken har lidt af forsinket afskibning, er gået ned med 5 procent i forhold til sidste år.

Resultatet før skat for hele året forventes på niveau med 12-måneders regnskabet fra sidste år. Sidste år blev det til et rekordstort overskud på 335 millioner kroner før skat.

Powered by Labrador CMS