Torsdag, februar 16, 2017 - 10:41

Royal Greenland øjner stor besparelse ved genbrug

Royal Greenland vil via genbrug spare på pap-mængderne, der bruges til at sende rejer til Danmark. Arkivfoto
Foto: Royal Greenland
Royal Greenland har sat fokus på genbrug og forventer, at man næsten kan halvere indkøb af pap-emballage, der bruges til reje-forsendelser.
 

- Royal Greenland kan over en fireårig periode skabe op til 68 procent mindre brug af pap, reducere udledningen af C02 med op til 63 procent og skabe en økonomisk besparelse på køb af emballage på op til 45 procent, oplyser selskabet på deres hjemmeside.

Fokus er rettet mod de papkasser - såkaldte scantainere - som man fragter rejer i til fabrikken i Aalborg, hvor man ompakker rejerne til  den emballage, som forbrugerne ser i butikkerne. 

Test i gang

- Vi er i gang med at teste scantainere, der er så robuste, at de kan genbruges op til 20 gange. Royal Greenlands rejefabrik i Sisimiut har fået tilsendt fem af denne type scantainere, der nu skal fyldes op til forsendelse. Vi satser på, at vi i fremtiden skal benytte denne type, når vi sender færdigproducerede rejer fra fabrikkerne i Sisimiut og Ilulissat til genpakning på vores fabrik i Aalborg, siger emballagespecialist i Royal Greenlands indkøbsafdeling i Svendstrup, Jørgen Møller.

Jørgen Møller oplyser, at man i dag bruger 11.000 af de såkaldte scantainere, som kan indeholde 610 kilo rejer hver. Det fremtidige behov anslåes til at være 3000 stk årligt. De nye scantainere forventes fuldt indfaset til efteråret.

Læs også

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit