Royal Greenland leverer solidt resultat

Selv om valutakurserne i Storbritannien og USA ikke arter sig for godt, så formår Royal Greenland at levere et overskud før skat på over en kvart milliard kroner.

Mikael Thinghuus, der er administrerende direktør i Royal Greenland, er tilfreds med 2017-regnskabet, men forventer et lavere resultat for 2018-regnskabet.

Årsregnskabet for 2017 er netop blevet offentliggjort for det selvstyreejede selskab, der havde en omsætning på 5,6 milliarder kroner. Årets resultat landede på 129 millioner kroner, hvilket er 20 millioner mere end året før.

Tre områder trækker

Det er især inden for tre områder, at udviklingen har begunstiget virksomheden: skalrejer, hellefisk og snekrabber. Derimod har man været udfordret på de kogte og pillede rejer i årets første ni måneder, selv om det er lykkedes at hæve volumen med 24 procent. Specielt afsætningen af små rejser var udfordret.

Skalrejer har overgået sidste års rekordresultat, ligesom positionen som global markedsleder inden for hellefisk er styrket yderligere med en salgsvækst på 5 % og en væsentlig forbedret indtjening i Japan, fremgår det af regnskabet.

Investeret for 70 millioner

”Vi har, som et led i vores strategiplan The North Atlantic Champion, investeret i udvidelserne af anlæggene i Uummannaq og Aappilattoq på tilsammen 70 millioner kroner og har rustet Royal Greenland produktionsmæssigt stærkere med mulighed for en højere grad af forædling i Grønland. Investeringerne vil fortsætte andre steder i Grønland i det kommende år og vil yderligere styrke Royal Greenlands position som markedsleder inden for hellefisk, siger Royal Greenlands administrerende direktør Mikael Thinghuus i en pressemeddelelse.

Succeshistorien

Snekrabber har udviklet sig til noget af en succeshistorie, og vurderes af koncernen til at høre til en af de vigtigste produktkategorier, hvilket skyldes en stor efterspørgsel i Japan og USA.

- Til gengæld er den nordatlantiske torsk fortsat tabsgivende for Royal Greenland. Til trods for det har vi besluttet at fastholde investeringen i Nutaaq-projektet i Maniitsoq, som vi har optimeret yderligere med henblik på at øge andelen af højkvalitetsprodukter og dermed forbedre økonomien, siger Mikael Thinghuus.

555 millioner til Selvstyret på fem år

Royal Greenland skal levere 50 procent af årets resultat, hvilket løber op i 64 millioner kroner, til Selvstyret, som igennem de seneste fem år har fået 555 millioner kroner fra virksomheden i form af udbytter og tilbagebetaling af ansvarligt lån.

Afdæmpet forventning

Royal Greenland er knap så optimistisk hvad angår 2018-regnskabet. Forventningen er, at den ikke vil lande på samme niveau som 2017, hvilket skyldes forhøjede fiskeriafgifter i Grønland, lavere kursniveauer for visse valutaer samt forventningen om lavere kvoter i Newfoundland.

Powered by Labrador CMS