Tilkaldt arbejdskraft
Royal Greenland henter kinesere
Mangel på arbejdskraft sidst sommer har fået Royal Greenland til at hente arbejdskraft fra Kina
Kommuneqarfik Sermersooq har delvist godkendt Royal Greenlands ansøgning om hente arbejdskraft til sine fabrikker fra Kina. Qaasuitsup Kommunia har afslået ansøgning om at hente arbejdskraft fra Kina og en anden ansøgning er endnu ikke blevet besvaret.
Fem produktionsspecialister kan nu ansættes i højsæsonen i Paamiut. En ansøgning om permanent ansættelse af fem produktionsspecialister i Qasigiannguit er blevet afslået, og Royal Greenland har endnu ikke fået svar på ansøgningen om ti produktionsspecialister til ansættelse i Uummannaq til den kommende højsæson.
- Vi er rigtig glade for det positive svar, vi har fået fra Kommuneqarfik Sermersooq. Med imødegåelsen af vores ansøgning viser kommunen, at den har forståelse for vores problem med manglende arbejdskraft i højsæsonen. Og nu kan vi ansætte fem tilkaldte kinesere i højsæsonen i Paamiut, der vil bidrage til at sikre en vedvarende produktion på fabrikken, siger HR og akademichef Søren Olsen Damgaard.
Oplæring af lokale
De kommende produktionsspecialister skal blandt andet have erfaring i sidemandsoplæring, således at de kan lære kolleger op, højne niveauet generelt og give medarbejderne en større faglig stolthed og forståelse for deres fag, hvilket igen gerne skulle bevirke, at de ønsker at være ansat i Royal Greenland i længere tid til glæde og gavn for alle parter.
- Royal Greenland har haft en rigtig positiv dialog med begge kommuner i en længere periode. Desværre kunne vi ikke finde egnede kandidater blandt de få ansøgere fra Grønland til trods for, at vi havde annonceret bredt og på vores hjemmeside samt at vi havde opslag på arbejdsformidlingerne, siger Søren Olsen Damgaard og forsætter:
- Og det er selvfølgelig rigtig skuffende, at vi har fået afslag på vores ansøgning om permanent ansættelse af fem produktionsspecialister i Qasigiannguit. Vi har nu bedt Qaasuitsup Kommunia om at kigge på vores ansøgning endnu engang og tage deres afslag op til overvejelse, så vi i samarbejde med hinanden kan skabe fremdrift og udvikling samt kompetenceløft. Vi håber også på, at samme kommune vil tage godt imod vores ansøgning om ansættelse af ti produktionsspecialister i Uummannaq i højsæsonen.
Mislykket rekruttering
Royal Greenlands rekruttering af sæsonarbejdere fra Grønlands sidste år var ikke ubetinget en succes, idet for mange af de rekrutterede var for ustabile primært på grund af personlige problemer.
- Det er vigtigt for Royal Greenland A/S at slå fast, at vi i dag har en meget stor skare af stabile og dygtige medarbejdere på vores fabrikker, og at vi havde stor glæde af de stabile sæsonarbejdere, vi havde ansat sidste år. Samfundet skal blot have forståelse for, at højsæsonen på fabrikkerne falder sammen med sommerferien, hvor en del af vore medarbejdere holder sommerferie, og hvor vi får brug for ekstra arbejdskraft. Og vi kan ikke komme udenom, at tilførsel af arbejdskraft er en forudsætning for, at vi kan komme gennem højsæsonen uden indhandlingsbegrænsninger.
- Vi havde gode erfaringer med tilkaldte kinesere, da vi for nogle år siden havde ti kinesere ansat i Qasigiannguit. Vi høstede kun positive erfaringer med kineserne, der faldt godt til rette i lokalsamfundet, og derfor er vi kun forventningsfulde til vore tilkaldte kineseres ankomst, siger Søren Olsen Damgaard.