dødsfald

Rockstjernen Chris Cornell er pludselig død

Den verdenskendte musiker Chris Cornell, der har været forsanger i bandet Soundgarden, blev 52 år gammel.

Chris Cornell blev 52 år gammel.

Den amerikanske rockstjerne Chris Cornell er død 52 år gammel. Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge Reuters.

Musikeren har været forsanger i rockbandet Soundgarden. Det er en repræsentant for familien, der oplyser om det pludselige dødsfald, der fandt sted i Detroit.

Soundgarden og Audioslave

Chris Cornell havde det borgerlige navn Christopher John Boyle. Han spillede i Soundgarden i 1980'erne og 1990'erne, og i 00'erne spillede han i bandet Audioslave. I 2010 var han igen med, da Soundgarden blev gendannet.

I en pressemeddelelse, der er sendt til AP, oplyser talsmanden for familien, Brian Bumbery, at Chris Cornells død "er pludselig og uventet".

Familien vil nu i samarbejde med en læge arbejde for at fastslå dødsårsagen.

Rockmusikeren har blandt andet hittet med singlen "Black Hole Sun", som blev udgivet med bandet Soundgarden i 1994. Hittet vandt en Grammy for bedste hård-rock-præstation.

13 år og fem cd'er

Sangen blev udgivet på Soundgardens fjerde album. På pladen var også en anden Grammy-vinder i form af "Spoonman", der tog den prestigefulde pris i kategorien bedste metalpræstation.

Efter 13 år og fem cd'er gik medlemmerne i Soundgarden hver til sit i 1997, og Chris Cornell kastede sig over en solokarriere.

Det førte til albummet "Euphoria Morning", men midt i skriveprocessen til sit andet soloalbum fik Cornell et tilbud, han ikke kunne sig nej til.

Sammen med Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk dannede han bandet Audioslave i 2001. Det kastede tre plader af sig, inden ægteskabet gik i opløsning i 2007, hvor Cornell forlod bandet på grund af musikalske uoverensstemmelser.

Efterlader sig tre børn

Dernæst fulgte yderligere to soloalbums fra Cornell, men gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig. Soundgarden blev gendannet, og i 2012 udkom bandets foreløbig seneste plade "King Animal".

Privat er Chris Cornell opvokset i Seattle. Han har en datter med ekskonen og Soundgardens tidligere manager, Susan Silver, mens han har yderligere en datter og en søn med sin kone, Vicky Karayiannis.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS