Robert Petersen fylder 90 år

Den første rektor for Ilisimatusarfik har haft afgørende betydning for forskning og uddannelse i landet

Offentliggjort

Det er en kæmpe inden for forskning og uddannelse, der i dag kan fejre sin 90 års fødselsdag. Man kan næppe overvurdere Robert Petersens betydning for forskningen og uddannelse i landet.

- Dit arbejde har været enormt, alsidigt og bredt, fordi du har så stor viden og mange kundskaber, sagde en Ilisimatusarfiks nuværende rektor, Gitte Adler Reimer i en tale i anledning af fødselsdagen.

Robert Petersen er født i Maniitsoq18. april 1928.

Han blev uddannet som lærer fra Ilinniarfissuaq i 1948, og tog i 1953 den danske lærereksamen.

Siden blev han Mag.art. på Københavns Universitet i 1967, og i 1975 blev han udnævnt til professor i eskimologi ved Københavns Universitet.

- Du har gennem alle årene været en yderst produktiv forsker både inden for det antropologiske og det lingvistiske område, med publikationer både på engelsk, dansk og grønlandsk. Du har nydt stor anerkendelse internationalt som specialist ikke bare i grønlandske forhold, men også om Inuit generelt, sagde Gitte Adler Reimer i sin tale.

Internationalt niveau

Robert Petersen var med til at forberede og opstarte Ilisimatusarfik. Han blev leder af forløberen for Ilisimatusarfik, Inuit Institut, i 1983. Og var siden rektor på Ilisimatusarfik fra 1987 til sin pension i 1995.

Lige fra starten lagde han vægt på, at Ilisimatusarfik skulle stræbe efter, at være et universitet på internationalt niveau.

- Mange af de projekter du igangsatte som rektor, er stadigvæk gældende i dag. Nogle af projekterne er blevet fornyet og tilpasset dagens samfund – men helt generelt følger vi stadigvæk i dag den måde som du i sin tid organiserede uddannelserne og forskningen på på Ilisimatusarfik – den tværfaglige og tværvidenskabelige undervisning og forskning, lyder det fra hans efterfølger.

Robert Petersen har deltaget i international forskning og samarbejde i Arktis, samt i forskning om oprindelige folk. Og han deltog ligeledes i arbejdet med den nye retskrivning, som blev taget officielt i brug i 1973.

Han er æresdoktor både ved Laval University, Quebec og på Ilisimatusarfik. Robert Petersen er flere gange blevet hædret for sit arbejde.

Powered by Labrador CMS