kræft

Robert Holmene-auktion støtter familien Broberg

Tegneren Robert Holmene støtter sin ven Henrik Broberg, som ligger for døden på grund af kræft. Du kan også støtte familien Broberg

42-årige Henrik Broberg tilbringer sine sidste dage på hospice i Danmark. - Her i kærlig omfavnelse med vores yngste datter på ni år, fortæller Thora Broberg
Offentliggjort

42-årige Henrik Broberg fra Nuuk, der tilbringer sine sidste dage på hospice i Danmark på grund af kræft i hjernen, har nu fået tegneren Robert Holmene til at støtte familien Broberg.

Det sker i form af en auktion, hvor nogle af Robert Holmenes tegninger i denne uge har været ’under hammeren’ til fordel for hans ven Henrik.

Torsdag morgen har auktionen - medregnet folk, der har bestilt tegninger udenom auktionen - indbragt 6.858 kroner, som overføres til familien Broberg.

Det drejer sig om 14-15 tegninger, som er blevet solgt for en stykpris på mellem 170 og 1.000 kroner, fortæller Robert Holmene til Sermitsiaq.AG.

I morgen fredag kommer yderligere fire-fem tegninger på auktion på Robert Holmenes Facebook-side.

Læs "Henrik skal dø af kræft: Her er ægtepars rørende fortælling"

Mindes tiden med Henrik
Tirsdag skrev Robert Holmene blandt andet på sin Facebook-side:

’Mange af jer er bekendte med min gamle handelsskolekammerat Henrik Brobergs situation. Han ligger på hospice i Danmark med en kræftsvulst i hjernen, som han ikke kan blive helbredt for.

Det var i tiden på handelsskolen med Henrik, at mine striber ’Buuarsikkut’ fik sin spæde begyndelse i begyndelsen af 1990'erne. Henrik var i den grad med til, at jeg startede med at tegne figurerne, for han og vores klassekammerat Sami Ammar inspirerede mig med deres sjove tegninger, som vi grinte meget af, og tit legede vi med papir og blyant, og vi grinte så meget, at vi fik et par eller flere løftede pegefingre af lærerne på handelsskolen. Vi havde en fantastisk tid igennem vores uddannelse i Nuuk og senere det afsluttende semester på handelsskolen i Qaqortoq’.

Støt Henrik og Thora på Facebook her - der er blandt andet en indsamling i gang

Og:

’Henrik var med til at gøre mit uddannelsesforløb uforglemmelig med sin humor, som var meget a la Samis og min, derfor faldt vi så godt i hak os tre, under vores uddannelse.

Hvis disse tegninger sælger, vil jeg tegne flere og donere hele beløbet til hans familie. Henrik, det er med et tungt hjerte, men vil altid ha' dig i mine tanker og være taknemmelig for, at jeg har kendt dig.

Din ven

Robert Holmene’

Powered by Labrador CMS