rigsmøde
Rigsmøde: Kompromis om forfatning tegner sig
Lars Løkke Rasmussen fastholder sin advarsel til Grønland, men et foreløbigt kompromis synes at være opnået – og så er der nye penge til oprydning efter USA.
Solen bagte ned og det grønlandske og færøske flag vajede side om side med det danske på den lille ø Christiansø ud for Bornholm, da formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen, statsminister Lars Løkke Rasmussen og Færøernes lagmand Aksel Johannesen i dag mødtes til deres årlige rigsmøde.
Læs også: Danmark vil betale oprydning efter USA
Kim Kielsen og statsministeren undertegnede en aftale, det betyder, at Danmark over de næste fem år vil afsætte 150 mill. kroner til oprydning efter de amerikanske militære installationer.
- Det er en meget, meget fin aftale. Og der vil være konkrete resultater allerede næste år, sagde en uhyre tilfreds Kim Kielsen.
Løkke advarede om forfatning
Da de gjaldt arbejdet med den grønlandske forfatning, fastholdt statsministeren sin tidligere advarsel:
- Det vi ikke kan have, er en situation, hvor man de facto melder sig ud, men hævder at man bliver – eller varianter af samme tema, sagde han på et pressemøde efter rigsmødet.
Tanken om en forfatning, hvor en del af den først træder i kraft engang i en ukendt fremtid, hvor Grønland måtte vælge at løsrive sig, duer tydeligvis ikke efter den danske regerings opfattelse. Det er ellers en sådan model, der er skitseret i forfatningskommissionens kommiorium.
Alligevel synes en slags foreløbigt kompromis at være opnået mellem Kim Kielsen og statsministeren.
Kim Kielsen gentog flere gange på pressemødet, at målet for hans politiske arbejde er Grønlands uafhængighed. Men han bad meget direkte om, at pressen og andre ikke på dette tidlige stade i forfatningsarbejdet spår om dybe dansk-grønlandske konflikter.
- Lad nu forfatningskommissionen få arbejdsro, så må vi se, sagde han indtrængende.
Kompromis
Statsministeren mente, at forfatningsarbejdet i Grønland endnu er uden klart mål.
- Man arbejder med to spor uden at tage stilling til, hvilket af dem man vil betræde, sagde han, og Kim Kielsen modsagde ham ikke. Netop i denne fortolkning lå tilsyneladende muligheden for et foreløbigt kompromis.
Uanset, hvordan forfatningskommissionen skriver sit udkast til forfatning, vil regeringen i København fremover kunne henvise til, at hverken Kim Kielsen eller det samlede Naalakkersuisut endnu har lagt sig fast på, hvilken form forfatningen og en folkeafstemning i sidste ende skal have.
Færøske erfaringer
Statsministeren lyttede fornøjet, mens lagmand Aksel Johannesen forklarede, at færingerne næste år skal stemme om en forfatning, der vil holde sig skarpt inden for den danske grundlov. Statsministeren mindede selv i folketinget i maj om, hvordan færingerne lærte spillereglerne på den hårde måde. Den danske regering mødte i år 2000 et færøsk ønske om en langsigtet overgang til selvstændighed med et hårdt diktat:
- Hvis I fortsætter af den vej, bortfalder det danske bloktilskud om fire år.
Budskabet fik forhandlingerne til at kollapse. Det færøske forfatningsarbejde blev slået tilbage til start, og først til næste år – 18 år efter fiaskoen i København – skal færøerne stemme om en ny forfatning, som altså ikke at lægge op til et brud med rigsfællesskabet.
Identitetsdokument
- Et identitetsdokument, kaldte lagmanden det.
Efter rigsmødet fortsætte Lars Løkke Rasmussen til det årlige Folkemøde på Bornholm, mens Kim Kielsen og hans kone Judithe satte kursen hjemover, hvor fejringen af nationaldagen nærmer sig.
Martin Breum er journalist og forfatter. Han skriver jævnligt i Sermitsiaq om Arktis.