dansk håndbold

Ribe Esbjerg med kurs mod slutspillet

Akutaaneq Kreutzmann spillede en god kamp tirsdag aften i Ribe Esbjerg HHs lidt overraskende sejr på udebane over KIF Kolding København

Akutaaneq Kreutzmann spillede en god kamp i Ribe Esbjerg HHs sejr

Selv om KIF Kolding København ikke har fordums styrke og selv om klubben kæmper med massive økonomiske problemer, regnede de fleste med, at holdet ville trække det længste strå i opgøret mod Akutaaneq Kreutzmann og holdkammeraterne.

Sådan kom det ikke til at gå. KIF Kolding København tabte med et enkelt mål 21-22.

KIF Kolding Københavns stjerner med Kasper Hvidt, Bo Spellerberg, Konstatin Igropulo og spanierne Niko Mindegia og Antonio Garcia i spidsen måtte endnu engang gå fra banen uden point.

Det rigtige hold vandt
Selv om man ikke i håndbold spiller med retfærdighed, var det set over samtlige 60 minutter det rigtige hold, der vandt.

Med sejren har Ribe Esbjerg HH for alvor meldt sig ind i kampen om en af de otte pladser i det kommende slutspil. Aktuelt ligger Ribe Esbjerg HH nummer seks og KIF Kolding København nummer otte.

Kampens gang
Efter 15 minutter blot 3-3. De to veteranmålmænd Kasper Hvidt 41 år og Søren Haagen snart 43 i Ribe Esbjerg målet leverede den ene store redning efter den anden.

Efter 16 minutter ved stillingen 4-4 kom Akutaaneq Kreutzmann på banen. Scorede med det samme til 4-5. I resten af 1. halvleg, som sluttede 10-12 var Ribe Esbjerg foran.

Jævnbyrdigheden fortsatte i 2. halvleg. 14-14 og 18-18 inden Ribe Esbjerg trak fra og med to minutter tilbage af kampen bragte sig foran med tre 19-22. Slutresultat 21-22.

Massive økonomiske problemer
KIF Kolding København har i de sidste år uafbrudt kæmpet med økonomien.

Spillerne har vænnet sig til, at de ikke får løn til tiden. Det har dog aldrig været så slemt, som nu. Flere af de dyrt betalt stjernespillere har ikke fået løn i de sidste fire fem måneder.

En situation som blandt andet betyder, at klubben ikke kan tegne kontrakt med nye spillere. Klubbens ledelse med sportschef Lasse Boesen i spidsen har længe prøvet at bagatellisere problemerne. Hvis ikke klubben snart får tilført ny kapital, bliver situationen rigtig slem.

Akutaaneq Kreutzmann tilfreds
Den grønlandske landsholdsspiller Akutaaneq Kreutzmann havde mange fine aktioner. Scorede to mål og brillerede med nogle fine og meget svære indspil til stregen.

- Det var for os en meget vigtig sejr. I perioder blev det nok mere lidt slagsmål end fint håndboldspil, men der var meget, der stod på spil sagde Akutaaneq Kreutzmann til Sermitsiaq.AG efter kampen. Akuttaneq Kreutzmann synes især, at holdet spillede rigtig fint i forsvaret

- Jeg har hele tiden troet på, at vi nok skulle komme i slutspillet og den drøm er ikke blevet mindre efter vores sejr over KIF Kolding København. For at være sikre skal vi dog nok mindst bruge yderligere to point i vores tre sidste kampe slutter Akutaaneq Kreutzmann.

Powered by Labrador CMS