transport

Rejsende: Vi vil ikke finde os i mere

Seks ansatte i Kommune Kujalleq er godt og grundigt trætte af infrastrukturen i Sydgrønland, der er skyld i, at de for anden gang i træk ikke kom på kursus i Sisimiut. Det skriver Sermitsiaq.

Seks ansatte på Kommune Kujalleq skulle ellers have været på et kursus i Sisimiut i koordineret sagsbehandling af handicappede i hele Sydgrønland. Et kursus som Viden Centeret for handicappede, IPIS, arrangerede for fagfolk, og som de seks personer havde set frem til.

Den 24. april skulle de sejle fra Qaqortoq til Narsarsuaq for derefter at flyve videre til Sisimiut samme dag. De vågner op til storm og bliver ringet op af Disko Line om de vil sejle med Aviaq Ittuk, da Targa’en, de ellers skulle sejle med, ikke kunne klare stormen.

De sejler fra Qaqortoq med et enkelt stop i Narsaq for at hente flere passagerer. Sejlturen gik godt, indtil de nærmede sig Narsarsuaq, hvor bølgerne var op til 4-5 meter høje.

Men de kom til Narsarsuaq i tide og regnede med, at de skulle nordpå efter planen.

- Da vi kom til lufthavnen, viste det sig, at Air Greenland havde aflyst alle flyvninger, og at vi først kunne tage af sted nordpå dagen efter kl 16. Vi skulle videre til Sisimiut to dage efter, men på det tidspunkt ville kurset allerede være delvist overstået. fortæller de til Sermitsiaq.

- Disko Line havde i forvejen ikke kontaktet Air Greenland og spurgt til flyafgangene eller om nogle af afgangene var blevet aflyst, men sejlede os bare til Narsarsuaq uden først at vide, om vi kunne komme afsted.

Deres kursus blev aflyst og de måtte vende tilbage fra Narsarsuaq til deres hjembyer Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik.

Siden fik de tilbudt et nyt kursus, men heller ikke denne gang lykkedes det at nå frem.

Sermitsiaq har et omfattende tema om problemerne med transporten. Du kan læse samtlige artikler ved at købe avisen gennem linket nedenfor:

Powered by Labrador CMS