Arktisk Strategi

Regeringen sætter fokus på Arktis i ny strategi

Udenrigsminister Anders Samuelsen og minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, fremlagde i dag regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, hvor arktis optræder som et selvstændigt hovedemne.

- Verden er blevet mere usikker med blandt andet Ruslands aggressive kurs, Brexit og USA’s nye kurs på flere emner, fastslår udenrigsminister Anders Samuelsen på et pressemøde onsdag.

Arktis er et af de fem hovedemner i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitikske strategi for 2017-18.

Stabilt Arktis

- Regeringen vil arbejde for et fredeligt og stabilt Arktis. Det skal ske gennem dialog med de andre arktiske stater, styrkelse af forskningsmuligheder og beskyttelse af miljøet, der skal gå hånd-i-hånd med udviklingen af de økonomiske muligheder for områdets indbyggere, fremgår det af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Regeringen vil i 2017-2018 tage følgende yderligere, konkrete initiativer:

  • Regeringen vil i tæt samarbejde med Grønland, Færøerne og internationale samarbejdspartnere sætte den arktiske regions fire millioner indbyggeres grundlæggende ret til bæredygtig økonomisk udvikling i tråd med FN’s verdensmål højt på Arktisk Råds dagsorden. I den forbindelse vil regeringen også afdække mulighederne for at mobilisere international finansiering og styrke samarbejdet med Grønland og Færøerne om fremme af eksport- og turismemuligheder.
  • Regeringen vil sammen med de grønlandske myndigheder undersøge mulighederne for etablering af en international forskningshub i Grønland.
  • Regeringen vil i tæt samarbejde med Grønland og Færøerne adressere de sikkerhedspolitiske udfordringer, som følger i kølvandet på de mange nye muligheder for udvikling i Arktis.
  • Regeringen vil bruge 10-året for Ilulissat-erklæringen til at markere de politiske forpligtelser og udvide det praktiske samarbejde om fælles interesser ud fra ønsket om, at Arktis fortsat er kendetegnet af lavspænding og konstruktivt samarbejde
  • Regeringen vil konkret tage initiativ til en årlig Arktisk Dialog om Kongerigets strategiske indsats i Arktis for at styrke det konkrete myndighedssamarbejde inden for rigsfællesskabet.

Strategien fastlægger fem hovedudfordringer de kommende år: Migration, ustabilitet og terrorisme; sikkerhed i Danmarks nærområde; Brexit og EU’s fremtid; gribe globaliseringens muligheder; samt Arktis. De indsatser regeringen vil gøre her supplerer Danmarks løbende udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde både bilateralt og multilateralt.

Mere usikker verden

- Verden er blevet mere usikker med blandt andet Ruslands aggressive kurs, Brexit og USA’s nye kurs på flere emner. Derfor skal Danmark tage ansvar. Det foreslår regeringen at vi gør ved for eksempel at øge forsvarsudgifterne, men også ved at modgå russisk cyberkrigsførelse og gøre en større indsats i nærområderne. Vi styrker også indsatsen med at forhandle et godt resultat hjem for Danmark i Brexit-forhandlingerne. Og så bruger vi flere kræfter på at gøre Danmark skarpe til at gribe globaliseringens økonomiske muligheder, vi åbner for eksempel to nye generalkonsulater i USA”, siger Anders Samuelsen.

Powered by Labrador CMS