Vil redde Rigsfællesskabet ved at opløse det

I går udkom Martin Breum bog ’Hvis Grønland river sig løs’. Her argumenterer to af forkæmperne for Rigsfællesskabet for at erstatte Rigsfællesskabet af en anden konstruktion

Rammerne var uformelle og stemningen afslappet, da Martin Breum og Gyldendal holdt reception i anledning af udgivelsen af bogen ’Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker’.

Receptionen blev holdt i en lille jazzklub og pladebutik, hvor ejerens søn, der samtidig er forfatterens gudsøn, stod for den musikalske underholdning sammen med sit band.

De uformelle rammer hindrede dog ikke i det mindste en af de medvirkende i bogen i at vælge en strengere dresscode. Lederen af forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang antræffes sjældent uden uniform.

Og netop Nils Wang står for en af de mere opsigtsvækkende udmeldinger i bogen. Han et kendt som en varm fortaler for Rigsfællesskabet. Men i lyset af selvstændighedsbestræbelserne er han fortaler for, at man i det mindste drøfter, om en free-association kan afløse det nuværende Rigsfællesskab.

- Jeg vil ikke afvise, at man kunne finde en konstruktion, som giver mening, men det skal jo give mening for alle tre parter, hvis du laver en ny traktat, siger han i bogen.

- Mit bedste råd er, at man simpelthen sætter sig ned sammen og begynder at tale om de her ting.

En anden forkæmper for Rigsfællesskabet, Peter Taksøe-Jensen begiver sig endnu længere ud på den tynde is. Han er højtståede embedsmand i diplomatiet og forfatter til den såkaldte Taksøe-rapport om Rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Han foreslår, at Danmark bistår Grønland og Færøerne med at blive uafhængige nationer, hvis de en dag virkelig ønsker det.

- De kunne være selvstændige, men i en føderation med os, siger han.

Når Peter Taksøe-Jensen og Nils Wang kommer med disse forslag, så skyldes det, at de netop ønsker at bevare Grønlands og Færøernes tilknytning til Danmark.

Ikke desto mindre er det som om polerne i selvstændighedsdebatten er ved at nærme sig hinanden. For i substansen er deres forslag ikke så langt fra de idéer om free association, som for eksempel Kim Kielsen og Vittus Qujaukitsoq har luftet.

Til gengæld åbner de nye tanker op for en politisk debat i Danmark, hvor den politiske mainstream hidtil ikke har været indstillet på at drøfte en nyordning af Rigsfællesskabet.

Sermitsiaq bringer i sin udgave på fredag et længere uddrag fra bogen.

Powered by Labrador CMS