Rasmus Lyberth i fæørsk udgave af 'Festen'

Stykket spiller på Betty Nansen Teatret i København

Den 7. juni skal Rasmus Lyberth på scenen i den anmelderroste teateropsætning af Thomas Vinterbergs 'Festen'. Forestillingen spiller på Betty Nansen Teatret i København under titelen: 'Veitslan alias Festen'.

Rasmus Lyberth er en del af det nordiske cast i forestillingen, som havde premiere i september 2015 på Færøerne, og som blev set af 4000 i den måned forestillingen spillede for fulde huse på øerne.

'Veitslan' blev genopsat til Nordic Performing Arts Days i juni 2016 og nu gæster den Betty Nansen Teatret under CPH:STAGE festivalen 2018.

Veitslan alias Festen går på tværs af Norden med skuespillere som Rasmus Lyberth, Beinta Clothier fra Færøerne, Gunvør Reynberg fra Danmark og Aðalbjørg Árnadóttir og Hannes Óli Augústsson fra Island. Den er sat i scene af den færøske instruktør Marita S. Dalsgaard og oprindeligt produceret af færøske Kristianna Winther Poulsen. Musikken er skrevet af den danske komponist Joachim Holbek, som blandt andet har vundet en Bodil for musikken til Lysets Hjerte.

Forestillingen bygger på Vinterbergs film fra 1998. Det er 20 år siden, at filmen om den gule og grønne tale havde premiere. Helge Dýrindal holder 65 års fødselsdag og den ældste søn Kristian har skrevet to taler. En gul og en grøn. Helge vælger den grønne som afslører familiens farligeste hemmelighed, nemlig at faderen, Helge har misbrugt Kristian og hans afdøde tvillingesøster, Linda. Fødselsdagsfesten bliver nu scene for en kamp om sandheden - en kamp på liv og død.

Powered by Labrador CMS