Sejlruter

RAL - Muligheder eller luftkasteller?

RALs nye besejlingsstruktur giver stor gevinster for samfundet, mener rederiet selv. De store fiskerikoncerner tror ikke på regnestykket

RAL's kommende containerskip

Direktøren for Royal Arctic Line, Verner Hammeken er ikke i tvivl: Den nye struktur for besejlingen af Grønland vil give store gevinster, mindst 80 millioner tjener samfundet, har han regnet sig frem til.

Når man ikke længere bruger Aalborg som basishavn, men pakker fiskeprodukterne allerede i Nuuk, så kan de via Aarhus nå hele verden.

- Den nye besejlingsstruktur vil betyde, at vi fremover kan sende en container direkte fra kajen i Aarhus til Qingdao i Kina uden at den skal pakkes om undervejs, siger Verner Hammeken til Sermitsiaq.AG.

Tror ikke på forudsætningerne
Men vi har netop behov for at kunne sende varer fra fryshuse i Danmark, lyder meldingen fra Polar Seafood. I bestemte situationer tager det simlethen for lang tid, at sejle fra Grønland.

- Hvis nu for eksempel Lidl bestiller et parti rejer, skal de have dem dagen efter et eller andet sted i Tyskland. På samme måder er det med påske- eller julehandel. Så siger de at de skal nok bruge 500 ton af et eller andet, men at de kun kan garantere at købe 150 ton, og så må vi efterlevere resten. Og det kan vi jo ikke gøre, hvis de ligger på havnen i Nuuk, siger Polar Seafoods bestyrelsesformand Henrik Leth til AG.

Nye eksportmuligheder
Verner Hammeken ser dog flere gevinster ved at gå fra et lukket system, hvor man kun sejler mellem Aalborg og Nuuk, og til et åbnet system, hvor man i princippet kan sende containere til hele verden.

- Den direkte adgang til eksport til hele verden skaber nye muligheder for vækst. Vi skaber rammerne, og så er det op til virksomhederne at udnytte de muligheder, siger han.

Derudover peger han på, at en del af forarbejdningen af fisken kan flyttes til Grønland, hvis man ikke længere skal bruge Danmark som mellemstop. RAL antager, at det kan blive 10 procent, og det skulle give en gevinst på 36 millioner kroner.

Savner dialog
Men netop her har han ikke rådført sig med dem, der rent faktisk eksporterer fiskene, fastslår Henrik Leth.

- Hvis han havde spurgt industrien, havde han fået klar besked. Men da vi ikke kunne levere tal der passede ind i hans regnstykker, blev vi smidt ud af gruppen. Så gad han ikke mødes med os mere, siger Henrik Leth til AG.

Og Polar Seafoods logistikchef Michael Pedersen har svært ved at se fordelene, når RAL ikke kan garantere lavere fragtrater, men kun giver adgang til mere direkte handel.

- Det skulle være en stor fordel for eksportørerne. Det kan vi på ingen måde se, siger han til Sermitsiaq.

Men Verner Hammeken fastholder, at det er netop her, de store muligheder ligger.

- Vi mener, at GE og Polar Seafood overser det vækstpotentiale, der ligger i den nye struktur, siger han til Sermitsiaq.AG.

AG har i denne uge mere om RALs planer:

Powered by Labrador CMS