Royal Arctic Line

RAL ud af 2014 med overskud

Rederiets økonomiske resultat for 2014 er forbedret med omkring 56 millioner kroner i forhold til 2013. Dette til trods for laveste samlede godsmængde i over 10 år

Royal Arctic Line, RAL, Nuka Arctica

Royal Arctic Line kommer ud af 2014 med et overskud på 36 millioner kroner.

- Det er en markant fremgang i forhold til 2013, hvor rederiet havde et underskud på 20 millioner, skriver bestyrelsesformand for Royal Arctic Line A/S, Kuno Fencker, i en pressemeddelelse.

Fremgangen skyldes ifølge Royal Arctic Line isæt tre faktorer, hvor aktivitetsniveauerne løbende er blevet tilpasset, ligesom de samlede faste omkostninger er blevet reduceret med 30 millioner kroner.

Læs: RAL ændrer fragtskibenes sejlplan

Resultatet betragtes som tilfredsstillende
Fra 1. marts 2014 blev fragtraterne hævet med fem procent, og det har øget omsætningen med omkring 22 millioner.

Den ikke-koncessionerede omsætning er forbedret med cirka 9 millioner.

- Den ‘anden vej’ trækker finansielle udgifter og et fald i omsætning på olie- og valutatillæg på baggrund af faldende oliepriser, lyder det fra bestyrelsesformanden for Royal Arctic Line.

Dermed ender resultat på et overskud på 36 millioner før skat og 24 millioner kroner efter skat.

De samlede godsmængder til, fra og internt i Grønland udgjorde 741.000 kubikmeter i 2014 imod 747.000 kubikmeter i 2013.

- Dette svarer til et fald på 0,8 procent, og mængderne er altså på niveau med 2013. Der er dog fortsat tale om den laveste samlede godsmængde i over 10 år, skriver rederiet.

Læs: RAL overvejer at ansætte udenlandske søfolk

Powered by Labrador CMS