Mulig sexchikane-sag

Råd kræver ren straffeattest for job med handicappede

Grønlands Råd for Menneskerettigheder tager afstand fra mulig sexchikane-sag i Nuuk mod handicappet

- Det er forkasteligt, at vi hører om en sag med personer med handicap, da de i nogle situationer kan være meget sårbare over for udnyttelse, siger Aaja Chemnitz Larsen, formand for Grønlands Råd for Menneskerettigheder

'Handicappet udsat for sexchikane’.

Sådan lød overskriften på en artikel i Atuagagdliutit/Grønlandsposten fra 21. maj.

Af historien fremgår det, at handicappede Lili Naja Jacobsen, 58 år og fra Nuuk, fik et chok, da hendes mandlige hjemmehjælper pludselig tilbød sex. Politiet afviser at efterforske sagen, fordi der ikke er begået en forbrydelse, men Lili Naja Jacobsen og hendes døtre er i oprør.

Historien får nu Grønlands Råd for Menneskerettigheder på banen.

- Vi finder, at dette i givet fald er en krænkelse af menneskerettighederne, da det er forbudt at udsætte et menneske for nogen form for chikane, herunder sexchikane. Rådet finder det endnu mere beklageligt, at det skulle være sket i tjenestelig medfør, siger formand for Grønlands Råd for Menneskerettigheder Aaja Chemnitz Larsen og forklarer, at rådet anbefaler, at man politisk ser på lovgivningen på området og sikrer, at der skal stilles krav om ren straffeattest i arbejdet med personer med handicap.

- Det er forkasteligt, at vi hører om en sag med personer med handicap, da de i nogle situationer kan være meget sårbare over for udnyttelse, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Grønlands Råd for Menneskerettigheder mener, det er vigtigt, at man undersøger den påståede sexchikane-sag til bunds, og at man sætter faste og grundige retningslinjer for samtlige arbejdspladser, som arbejder inden for området.

Læs: Opfordring: Sig nej til sexchikane

Læs: Ambassadører: Sexchikane i dag - hvor er grænsen?

Ligestillingsråd: Politikere må på banen
I en kommentar fra fungerende formand for Grønlands Ligestillingsråd Josef Therkildsen lyder det:

- Det er vigtigt, at vi forsvarer de mest sårbare i vores samfund, så lignende ikke kan ske igen. Vi ved fra international forskning, at kvinder med handicap er mere udsatte for diskrimination, herunder sexchikane, og der bør tages politisk initiativ til at sikre, at dette ikke får lov til at ske igen.

Både Grønlands Råd for Menneskerettigheder og Grønlands Ligestillingsråd anbefaler, at man via lovtiltag sikrer, at flere dele af Handicapkonventionen integreres i grønlandsk lovgivning, 'herunder sikrer en reel respekt for privatliv og retningslinjer for kontakt mellem hjælpere og personer med handicap, samt at disse retningslinjer følges'.

Læs opfølgning på 'Handicappet udsat for sexchikane’ i denne uges AG, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS