underskud i landskassen
Qujaukitsoq afviser forsøg på tilbageholdelse af oplysninger
Fungerende naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq, Siumut, har nu endelig forholdt sig til det enorme underskud i landskassen
Onsdag eftermiddag stod fungerende naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq fra Siumut - blot to dage før valget - ansigt til ansigt med pressen og forklarede sig om det enorme budgetterede underskud i landskassen på 275 millioner kroner for 2014.
- Har du forsøgt at gemme oplysningerne til efter valget?
- Nej, absolut ikke. Vi er i valgkamp og har haft rejseaktiviteter, men nu fik jeg tid til at holde et pressemøde om det forventede underskud, siger Vittus Qujaukitsoq til Sermitsiaq.AG.
Læs: Olsvig kritiserer kæmpe underskud i landskassen
Skyder forbi med 150 millioner kroner
Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender har skudt forbi med 150 millioner kroner i indtægter for 2014 i forhold til det budgetterede DA-budget.
- Der er økonomisk krise i 2014. Det regnede vi ikke med i maj 2013, da budgettet blev lavet, forklarer Peter Hansen, fungerende departementschef for Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.
- Naalakkersuisut havde regnet med at få indtægter fra blandt andet personskatter, alkohol- og tobaksafgifter samt makrelafgift, men i stedet blev der brugt flere udgifter på drift og anlæg, siger Peter Hansen til Sermitsiaq.AG.
Finansdepartementet havde budgetopfølgningen klar til offentliggørelse den 17. november, fremgår det af 'Budgetopfølgning - september 2014' udarbejdet af Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.