økonomiske problemer

Qaasuitsup Kommunia sat under skærpet tilsyn

Nordkommunen tager et midlertidigt skærpet tilsyn omkring nedbringelsen af kommunens kassekredit 'meget alvorlig', siger borgmester Ole Dorph

- Vi havde håbet på, at selvstyret ville godkende den plan for nedbringelse af gælden, som vi fremlagde, men vi indretter os naturligvis efter deres ønsker, siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph

Qaasuitsup Kommunia er nu sat midlertidigt under skærpet tilsyn.

Det oplyser borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Siumuts Ole Dorph, og naalakkersuisoq for finanser, Demokraternes Anda Uldum.

Qaasuitsup Kommunia fik i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2009 en kassekredit på 60 millioner kroner, der efter aftalen skulle betales tilbage i 2015. Kommunen har grundet sin økonomiske situation ønsket at udskyde gældsafviklingen og har derfor indgået en aftale med Departementet for Finanser.

- Vi er enige om, at det er vigtigt, at gælden afvikles hurtigst muligt, så de nye kommuner ved en kommunedeling ikke skal belastes af denne byrde fra starten, siger Anda Uldum.

Ifølge Anda Uldum betyder aftalen, at Qaasuitsup Kommunia stadigvæk har sin handlefrihed - inden for de aftalte rammer - til at disponere over deres økonomi, som kommunen ønsker.

Borgmester: Intet med 'regnskabsrod' at gøre
I en skriftlig kommentar siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph:

- Qaasuitsup Kommunia tager det midlertidige skærpede tilsyn omkring nedbringelsen af vores kassekredit meget alvorlig. Vi havde håbet på, at selvstyret ville godkende den plan for nedbringelse af gælden, som vi fremlagde, men vi indretter os naturligvis efter deres ønsker.

Borgmesteren fremhæver, 'at dette tiltag ikke har sammenhæng med de meget fejlagtige skriverier i visse aviser om påstået ’regnskabsrod''.

Powered by Labrador CMS