udsatte børn

Psykologer: København forringer hjælpen til misbrugte børn

To psykologer fortæller om alvorlige problemer med ny økonomistyring i Københavns Kommune, som giver færre psykologtimer til krænkede børn og mere bureaukrati. Kommunen erkender ’indkøringsproblemer’

Traumatiserede børn i København, der har været udsat for seksuelle krænkelser, får ikke tilstrækkelig terapi. Det siger to psykologer fra et specialteam i Psykologhuset for Børn og Unge under Københavns Kommune til Dagbladet Information.

De står nu frem i protest mod, at arbejdet med nogle af de mest udsatte børn er blevet forvandlet til »en pølsefabrik«.

- Det kan være, vi vurderer, at et barn eller en ung har behov for ti samtaler, men der bliver bevilget fem samtaler. Det bliver halve løsninger, der gør, at vi efterlader børn med åbne sår. Man ville jo heller ikke sige til en kirurg, at du stopper lige med at operere, når du når til hjertet, siger Sarah Voschero, der er den ene af de to psykologer, til Information.

- Det er bare så fjollet – vi holder jo ikke på folk længere, end der er brug for det.

Årsagen er et nyt økonomistyringssystem, som betyder, at socialrådgiverne skal bestille skal bestille den billigste og bedste vare.

I et skriftligt svar til Information udtaler Claus Gosvig, centerleder for Center for Familiebehandling og Psykologisk Rådgivning, som Psykologhuset hører under:

- Efter indførelsen af den nye økonomimodel i Psykologhuset for Børn og Unge har der været nogle indkøringsproblemer, som ledelsen er i fuld gang med at få rettet op på.

Powered by Labrador CMS