Nordkorea
Prøvesprængninger fra Nordkorea registreret i Grønland
Geus seismografer i Grønland og Danmark har i nat registreret en usædvanlig og meget kraftig rystelse
Torsdag aften blev der registreret usædvanlig og meget kraftig rystelse på seismografen i Danmarkshavn i Nordøstgrønland.
Rystelsen stammer fra det nordlige Nordkorea og fandt sted klokken 22.30 torsdag, der blev målt 5,8 på Richterskalaen.
Det er den femte og formodentlig den største, landet nogensinde har foretaget.
Kraftigere end atombombe
Det gør den mere kraftfuld end den atombombe, som USA kastede ned over den japanske by Hiroshima under Anden Verdenskrig og muligvis større end den, der blev kastet over Nagasaki kort efter.
Signalet på seismogrammerne er meget enkelt og kortvarigt i modsætning til de mere komplekse bølgeformer naturlige jordskælv afstedkommer. Derudover viser beregninger, at kilden til rystelsen har befundet sig meget nær jordoverfladen.
Ikke første gang
Nordkoreas seneste internationalt bekræftede atomprøvesprængninger fandt sted 6. januar i år og den 12. februar i 2013 på samme lokalitet som nattens rystelse.
Disse to tidligere sprængninger blev af Geus målt til en størrelse på 5.5 mb, og er således lidt mindre end den aktuelle sprængning. Signalerne fra 2013 og 2016 er meget nær identiske.