fratrædelsesaftaler

Mange potentielle gyldne håndtryk i selvstyret

Det er ikke kun toplederne, som kan forlade deres stillinger med en stor pose penge. Muligheden gælder også for de embedsmænd, som er placeret lige under selvstyrets topledelse

Offentliggjort

7,6 millioner kroner.

Så meget har det kostet landskassen, at selvstyret siden marts 2013 har skilt sig af med fem topchefer. Senest departementschef i Formandens Departement, Svend Hardenberg, som forlod sin stilling svarende til 18 måneders løn efter mindre end 2 års ansættelse.

Selv om fokus har været på toplederne, er de ikke de eneste, som kan forhandle individuelle fratrædelsesaftaler på plads. Det fortæller forhandlingschef i selvstyret Rasmus S. Olsen til Sermitsiaq.AG.

- Muligheden for at indgå fratrædelsesordninger gælder efter overenskomsterne for chefer i centraladministrationen på minimum kontorchefniveau, hvis den ansatte ikke har misligholdt ansættelsesforholdet. Primært har sådanne fratrædelsesordninger været anvendt i forhold til departementschefer. Tjenestemænds ansatte chefer er reguleret i den specielle lovgivning, som regulerer deres forhold.

Læs: Så mange penge får Hardenberg efter sin de facto-fyring

Én stor udbetaling i stedet for løbende månedlige kan ifølge Natalie Videbæk Munkholm, ph.d.-stipendiat i ansættelsesret ved Aarhus Universitet, være en fornuftig løsning:

- Der behøver ikke arbejdsretligt at være noget problem i, at et opsigelsesvarsel kapitaliseres. Specielt ikke når vi taler om topchefer, hvor den gængse holdning er, at det er bedst de ikke er på arbejde og for eksempel kan påvirke kolleger.

Læs: Ekspert: Politikere må fortælle om fyringsårsag

Læs: Atter mystik om opsigelse af en departementschef

Stigende antal henvendelser fra cheferne
Ifølge den aarhusianske forsker er det normalt med længere opsigelsesvarsler til topledere end til menigt ansatte:

- Det er ikke unormalt med minimum 12 måneders aftalt opsigelsesvarsel, hvor den afskedigede topleder får helt sædvanlig løn, inklusive frynsegoder, i hele opsigelsesperioden. Også blandt offentligt ansatte topledere, hvor der for eksempel kan ydes 3-6 måneders løn oven i opsigelsesvarslet.

Læs: Endnu en departementschef fratrådt

Hos DJØF, som organiserer mange af selvstyrets øverst placerede embedsmænd, har man på chefniveau oplevet en stigning i henvendelserne omkring forhandling af fratrædelsesgodtgørelser, fortæller Eva Mørkegaard, der er konsulent i fagforeningens forhandlingsafdeling:

- Det er slet ikke unormalt, at der bliver aftalt en form for godtgørelse. Det kan være rent kulancemæssigt, fordi arbejdsgiveren erkender ikke at have været tilstrækkelig opmærksom på medarbejderens forhold. Det kan også være i sager, hvor arbejdsgiveren har afskediget på et usikkert grundlag.

Powered by Labrador CMS