formandsvalg i Siumut

Portræt: Kim Kielsen skal rydde op i Siumut

Den nyvalgte Siumut-formand med en fortid i politiet skal forsøge at samle partiet frem mod valget 28. november

Kim Kielsen, formandsvalg, Siumut
Lørdagens fire kandidater til formandsposten i Siumut - fra venstre: Lars-Emil Johansen, Kim Kielsen, Doris Jakobsen og Nick Nielsen

Det kriseramte Siumut er efter alt at dømme klar til at starte på en frisk.

Lørdag valgte et overvældende flertal ved partiets ekstraordinære generalforsamling i hvert fald at pege på Kim Kielsen, der ikke umiddelbart ser ud til at have kontroversielle sager bag sig, til ny formand.

- Han er en person, der vil kunne genvinde tilliden og respekten for politikerne. Han har ingen lig i lasten, sagde Poul Krarup, chefredaktør på avisen Sermitsiaq, fredag til Ritzau.

Se billeder: Kim Kielsens store triumf

Læs: Kim Kielsen ny formand for Siumut

Den i dag 47-årige Kim Kielsen, der efter Naalakkersuisuts nylige kollaps er udnævnt som fungerende formand for Naalakkersuisut, begyndte sit arbejdsliv på havet og arbejdede indtil 1993 som sømand for virksomheden KNI.

Hefter fulgte han i farens fodspor og uddannede sig til betjent, hvilket var hans hverv frem til 2003.

Da søgte han orlov fra politiet for at starte et projekt for børn og unge med problemer, inden han i 2005 for første gang blev valgt ind i Landstinget for Siumut.

I Landstinget - i dag Inatsisartut - har han af to omgange været minister - først for boliger, infrastruktur og råstoffer i årene 2007-2009, mens han under det nu forliste Naalakkersuisut stod i spidsen for miljø og natur.

Den forhenværende betjent får nu til opgave at rydde op efter sin forgænger, Aleqa Hammond, der 1. oktober måtte trække sig efter at have brugt over 100.000 kroner af selvstyrets landskasse til private formål.

Samtidig smuldrede Naalakkersuisut, og derfor blev der udskrevet valg til Inatsisartut den 28. november.

Powered by Labrador CMS