valg
Politisk brede forlig om fiskeriet
Inuit Ataqatigiit går til valg på at hele fisken tages i brug og at udsmidning af dele af fisken skal minimeres. Det kræver innovation af fiskeriet og fuld udnyttelse af fisken, sige Ane Hansen
Inuit Ataqatigiit ønsker på dagen for fejring af fiskeriet, i dag lørdag den 15. november, at understrege fiskeriets og fiskernes vigtige betydning for vor fælles samfund, fremgår det af en pressemeddelelse fra partiet.
- Vi ønsker politisk brede forlig om fiskeriet, siger Ane Hansen, IA, der er tidligere naalakekrsuisoq for fiskeriet, i pressmeddelelsen.
- Det er på tide, at vi færdiggør fiskeriloven. Det skal vi gøre i fællesskab for fortsat at udvikle og modernisere fiskeriet. Landets eksportmæssigt vigtigste erhverv skal fremtidssikres. Erhvervet har en stor betydning for vort samfund, da havets rigdomme er fælleseje. Inuit Ataqatigiit er overbeviste om at en stabil udvikling af fiskeriet kræver en troværdig, stabil og tryg fiskeripolitik, siger Ane Hansen og indbyder samtlige partier til samarbejde om at færdiggøre fiskeriloven.
- Når vi arbejder på at sikre en bedre økonomi i fiskeriet, skal vi også forbedre kvaliteten af de fiskeprodukter, vi handler med, vurderer hun.
- Vi er nødt til at fiske forsvarligt og i respekt for fiskernes og Naturinstituttets anvisning, så vi sikrer fiskeriet er og forbliver bæredygtigt under hensyntagen til klimaændringernes virkning på resurserne, så vi ikke driver rovdrift på vores fælles og vigtige resurse. Der skal fiskes forsvarligt, så der også er nok til vores efterkommere. Det sikrer os samtidig en bedre pris og sikrer, at fiskeriet er bæredygtigt, ligesom vi bør gøre endnu større brug af f.eks. MSC–mærkninger, siger Ane Hansen.
Inuit Ataqatigiit går til valg på at hele fisken tages i brug og at udsmidning af dele af fisken skal minimeres. Det kræver innovation af fiskeriet og fuld udnyttelse af fisken, påpeger partiet i sin pressemeddelelse.
IA vil bibeholde landingspligten, så arbejdstagere på land kan være trygge omkring fastholdelsen af deres arbejdspladser. Partiet støtter op om månedskvoterne og er indstillet på dialog om tildeling af ikke omsættilige individuelle kvoter til jollefiskere. Vi vil sprede ejerskabet til rejekvoterne. Generationsskifte skal gøres nemmere, og at der skal oprettes en kvotebank, fremgår det af pressemeddelelsen fra IA.
Desuden arbejderr partiet for forbedring af uddannelsesmuligheder for fiskere og fangere samt om at sikre fiskere og fangere mulighed for pensionsopsparing.
Inuit Ataqatigiit opfordrer til at fejre fiskeriet dag, og at alle bakker op om fiskeri- og fangsterhvervet ved at støtte erhvervet igennem køb af lokale, grønlandske varer og på den måde sikre større selvforsyning. Det er både sundt for miljøet, for det enkelte menneske og for vores økonomi, mener Ane Hansen, der glæder sig til at drøfte disse spørgsmål med de andre partier, fiskeriets parter og organisationerne.
- Sammen kan vi finde gode og varige løsninger, siger hun.