Årsstatistik

Politimesteren: Stadig behov for en intens forebyggelsesindsats

I Grønland blev der i 2014 begået mere end 4 gange så mange voldssager og mere end 13 gange så mange sædelighedsforbrydelser per indbygger i forhold til i Danmark

Grønlands politimester, Bjørn Tegner Bay

- Helt overordnet betragtet er der i 2014 ikke de helt store ændringer i forhold til 2013, der er dog alligevel nogle tendenser og mønstre, der er værd at bemærke.

Sådan skriver Grønlands politimester, Bjørn Tegner Bay, i en kommentar til Grønlands Politis årsstatistik 2014, som netop er offentliggjort.

Det samlede antal af anmeldte overtrædelser af kriminalloven har fortsat den faldende tendens, der er konstateret gennem de seneste år. Således blev der i 2014 anmeldt 4338 overtrædelser af kriminalloven. I 2013 blev der anmeldt 4713 overtrædelser.

Læs: Antallet af drab er faldende i Grønland

Stigning inden for 'særlovskriminalitet'
Samtidig er der sket en stigning i antallet af anmeldte overtrædelser inden for en anden lovgivning.

- Man kan ikke i den forbindelse nødvendigvis konkludere, at der dermed med sikkerhed er begået flere overtrædelser, idet den såkaldte 'særlovskriminalitet' i meget høj grad er kendetegnet ved, at myndighederne ikke modtager ret mange anmeldelser fra borgerne, men derimod at myndighedernes medarbejdere selv opdager lovovertrædelserne, forklarer politimesteren.

Ifølge politiet kan stigningen skyldes en ændret strategi eller et andet fokus hos myndighederne i forbindelse med eksempelvis prioriteringen af kontroller. Eksempelvis toldvæsenets og politiets indsats mod indsmugling af hash, Arktis Kommandos fiskerikontroller, Arbejdstilsynets besøg på arbejdspladser og politiets fokus på færdselslovsovertrædelser.

Sammenligning med Danmark
Af Grønlands Politis årsstatistik for 2014 fremgår det endvidere, at 24 procent af de anmeldte kriminallovsovertrædelser drejer sig om personfarlig kriminalitet, herunder vold, voldtægt og kønsligt forhold til børn. I forhold til kriminalitetsmønstret i de fleste andre lande er dette - ifølge politiet - 'en endog meget høj andel' af den samlede begåede kriminalitet.

I Grønland blev der i 2014 således begået mere end 4 gange så mange voldssager og mere end 13 gange så mange sædelighedsforbrydelser per indbygger i forhold til i Danmark.

- Der er således fortsat behov for en intens forebyggelsesindsats på dette område. En indsats, som bør løftes af en lang række aktører i fællesskab, herunder de sociale myndigheder, skoler, sundhedsvæsen, frivillige organisationer, Det kriminalpræventive Råd (PiSiu) og Grønlands Politi, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

Powered by Labrador CMS