Nuuks natteliv

Politimester vil gerne have en dørmands- og vagtuddannelse

En dørmand fra Nuuk er stået åbent frem og beskriver problemerne i Nuuks natteliv som alvorlige. Hashsalg, vold og manglende uddannelse hos dørmændene går ud over gæsternes sikkerhed. Politimester Bjørn Tegner Bay deler nogle af dørmandens synspunkter.

- Der er flere af dørmand Christian Langsteds bekymringer og synspunkter, jeg deler, men jeg synes samtidig, man skal passe på med at generalisere for meget, siger politimester Bjørn Tegner Bay i en kommentar til den tidligere dørmands udtalelser i en anden artikel, som Nuuk Ugeavis har bragt.

Læs artiklen: Dørmand sender nødråb: Nattelivet ødelægges af hash og vold

– Der er ingen tvivl om, at vi i politiet også meget gerne ser, at der indføres en dørmands- og vagtuddannelse, ligesom vi kan se fordele i, at der stilles krav til dørmænds og vagters vandel (læs: er de dømt for kriminelle forhold?). Selvom vi dagligt oplever mange dygtige dørmænd, så er der ingen tvivl om, at en uddannelse vil løfte det gennemsnitlige niveau og bl.a. derigennem give dørmændene nogle bedre kompetencer til at udføre deres opgaver – eksempelvis konfliktløsning og førstehjælp, siger politimesteren.

Udfordringerne på restaurationerne som Christian Langsted beskriver med hensyn til eksempelvis antallet af dørmænd og hashsalg kan politimesteren også genkende.

Mere nuanceret billede

– Her oplever jeg dog, at billedet er noget mere nuanceret, idet vi har et glimrende samarbejde med en række restaurationer – navnlig den organiserede del - som vi oplever meget gerne vil gøre en indsats for et trygt natteliv, men jeg må erkende, at vi også oplever det modsatte, siger politimesteren.

– Det er restauratørernes ansvar, at der er det tilstrækkelige antal kompetente medarbejdere – herunder dørmænd – på deres etablissementer, og at forretningen i øvrigt drives i overensstemmelse med lovgivningen; blandt andet at der ikke udskænkes til synligt berusede personer, påpeger han.

– Det oplever vi, at flertallet af restauratørerne helt generelt gør en stor indsats for at sikre, men der er som sagt også undtagelser. Jeg har i den forbindelse en helt klar forventning om, at man som ansvarlig restauratør ikke accepterer hash, og at der straks skrides ind. Dette kan blandt andet ske ved bortvisning, karantæne og ved at meddele politiet, hvem, der sælger hash. Jeg har endvidere en forventning om, at man sikrer, at ens kunder ikke bliver så berusede, at de falder i søvn ved bordene, tilføjer Bjørn Tegner Bay.

Afviser kritik af politiet

Christian Langsted retter et konkret kritikpunkt direkte mod politiet, idet han oplyser, at politiet ignorerer problemet omkring hash og ikke griber ind, selvom dørmændene gør opmærksom på problemet.

Dette er politimesteren ikke enig i.

– Jeg kan ikke fratage Christian Langsted, at han opfatter problemstillingen sådan, men jeg tror omvendt, at mange gæster på byens restaurationer vil kunne berette om det modsatte, vurderer han.

– Politiets indsats mod hash er et prioriteret område for os og vil endvidere eksempelvis kunne belyses ved en simpel søgning på ordet ”hash” på www.sermitsiaq.ag samt i vor årlige statik. Jeg skal dog samtidig slet ikke afvise, at det kan ske, at mine kolleger, der patruljerer i nattelivet, ved en konkret henvendelse om tilstedeværelse af hash, har måttet tage en beslutning om, at det haster mere at komme videre til eksempelvis en anmeldelse om vold, husspektakler, voldtægt eller ildebrand, og derfor vælger ikke at skride ind, forklarer han.

Samarbejde bør intensiveres

– Jeg er samtidig helt enig med Christian Langsted i, at vi bør intensivere samarbejdet om et trygt natteliv. Et samarbejde, der flere steder er godt i gang, men som sagtens kan både udbygges og udbredes videre, siger politimesteren.

Læs også i Nuuk Ugeavis:

  • Bekymret dørmand står frem
  • Agathe Fontain: Tak til ansvarsbevidst og modig dørmand
  • Direktør er ikke enig i kritikken

Artikler kan du få adgang til via linket herunder, som er den digitale udgave af Nuuk Ugeavis:

Powered by Labrador CMS