Thule Air Base

Politikere: Regeringen sov i timen om Thule Air Base

Fra flere sider kritiseres regeringen i Danmark for at lægge ansvaret for grønlandske arbejdspladser i hænderne på USA

Offentliggjort

Den danske regering sov i timen, da den i slutningen af 2013 overlod ansvaret for at tildele en milliardstor servicekontrakt på Thule Air Base (Pituffik) til de amerikanske myndigheder.

Det har skabt stor usikkerhed om fremtidige grønlandske arbejdspladser og afgørende skatteindtægter til den grønlandske landskasse.

Sådan lyder det fra flere sider af Folketinget onsdag, hvor udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, er kaldt til en hasteforespørgsel i Folketingssalen.

Han er kaldt ind, fordi en milliardstor servicekontrakt på Thulebasen i slutningen af november gik til virksomheden Exelis Services, et dansk skuffeselskab ejet af den amerikanske koncern Vectrus.

Det er sket på trods af en aftale mellem Danmark og USA om, at kontrakten skal gå til et dansk eller grønlandsk selskab, hvilket de seneste mange år har sikret lokale arbejdspladser.

Læs: Grønlandsk optimisme inden Thule Air Base-debat

Læs: IA: Danmark svigter Grønland i Thule Air Base-sagen

Enhedslisten og IA
- Det var en stor fejl af regeringen at indgå en aftale med amerikanerne i december 2013, som tilsyneladende var alt for let at omgå, siger Finn Sørensen, grønlandsordfører for Enhedslisten.

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Johan Lund Olsen siger i sit indlæg i Folketingssalen, at det kan risikere at koste Grønland et trecifret millionbeløb.

Sammenlignet med danske forhold svarer det ifølge Olsen til et indtægtstab på 240 milliarder kroner.

Martin Lidegaard begrunder beslutningen om at overlade ansvaret for kontrakterne til USA med, at Danmark risikerede at komme i karambolage med EU-retten, fordi Danmark ville skulle forfordele danske og grønlandske virksomheder.

- Det var velbegrundet, at man sikrede sig, at man ikke kom i strid med EU-retten, hvis et tabende selskab lagde sag an. Det ville kunne pådrage rigsfællesskabet erstatningssager, siger Martin Lidegaard.

Han tilføjer, at aftalen med amerikanerne er, at arbejdspladserne i 'videst muligt omfang' skal gå til grønlænderne, hvilket Lidegaard 'forventer bliver overholdt'.

Dansk Folkeparti: Ny aftale med USA
Dansk Folkeparti mener, at Danmark er nødt til at lave en af ny aftale med amerikanerne, så det fremover igen er Danmark, der skal certificere servicekontrakterne omkring Thule Air Base.

I øjeblikket ligger der en klagesag hos en amerikansk domstol, hvor en række virksomheder har klaget over, at et dansk skuffeselskab kunne vinde kontrakten på Thule Air Base.

Klagen ventes at være behandlet midt i næste måned.

Læs henholdsvis Siumuts Nick Nielsens og Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsens ordføretale - på dansk eller grønlandsk - i de vedhæftede filer til artiklen

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS