kommunalvalg

Politiker: Er valg-stemmer overhovedet anonyme?

Medlem af Inatsisartut Michael Rosing stiller spørgsmålstegn ved anonymiteten ved det kommende kommunalvalg, der offentliggøres på valg.gl

Er det for let at regne ud, hvem der har sat kryds hvor på de små stemmesteder? Det vil Michael Rosing gerne have afklaret.

Når de stemmeberettigede har sat kryds på valglisterne til det kommende kommunalvalg den 4. april, og alle stemmer er talt op, bliver resultatet offentliggjort på valg.gl.

Her kan man se, hvor mange krydser hver enkelt parti og kanditat har fået i detaljer helt ned til de mindste valgsteder, hvor der kun er omkring 20 vælgere.

Er det anonymt?
Det, mener Michael Rosing, gruppeformand for Demokraternes Inatsisartutgruppe, er problematisk, fordi man formenlig kan gætte sig frem til, hvem der har foretaget hvilket valg i de små stemmebokse. Han stiller derfor kritiske spørgsmål til Naalakkersuisut.

Læs også: Partii Inuit indsamler underskrifter

- Mener Naalakkersuisut, at de oplysninger, der bliver offentliggjort på hjemmesiden valg.gl er tilstrækkeligt anonymiserede til, at de ikke overtræder persondataloven?, lyder spørgsmålet fra Michael Rosing til Mute B. Egede, Nalakkersuisoq for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger.

Tre sofavælgere ud af 23
Eksempelvis kan man på valg.gl klikke sig ind på resultaterne fra sidste kommunalvalg i 2013 og se, at der på valgstedet Kangerluk i Qaasiutsup Kommunia kun var 23 stemmeberettigede. Af disse 23 var tre såkaldte sofavælgere, altså vælger, som bliver væk fra valgdeltagelsen.

De resterede 20 vælgere fordelte deres stemmer på syv kandidater og to partistemmer. I seks tilfælde var der kun sat et enkelt kryds ud for kandidaten/partiet.

Læs også: Her er den nye lov om kommunevalget

Mute B. Egede mener dog, at anonymiteten er opretholdt, når ingen kan se, hvor den enkelte borger sætter sit kryds i stemmeboksen.

- Valg til blandt andet kommunalbestyrelser, Inatsisartut og Folketinget er hemmelige, idet der ved valghandlingerne drages omsorg for, at vælgerne kan stemme anonymt, lyder svaret fra Mute B. Egede.

Kun 11 stemmer
Han har desuden nærstuderet valg.gl og vurderet, at offentliggørelsen af stemmetal fra de små valgsteder ikke ophæver anonymiteten.

Læs også: Infomationsmøde om kommunevalget

- Ved små afstemningssteder synes disse foranstaltninger også at være tilstrækkelige til at sikre reelt hemmelige valg. Eksempelvis blev der i 2013 ved kommunalvalget i Qassimiut, som er en af de mindste bygder med dengang 22 indbyggere, afgivet i alt 11 stemmer på 8 kandidater fra 3 forskellige partier. Det er her ikke muligt at vide, hvordan den enkelte vælger har stemt, vurderer Nalakkersuisoq for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger.

Vil spørge Datatilsyn
Han mener dog også, at der er behov for at få afklaret, om hans vurdering er korrekt.

Læs også: Siorarsiorfik – en møgsag i valgkampen

- Naalakkersuisut agter dog snarest at indhente en udtalelse om problemstillingen fra Datatilsynet, afslutter Mute B. Egede.

Powered by Labrador CMS