Af redaktion
07-10 2009 - 13:56
EU har planer om at sænke toldsatsen for rejer fra seks procent til nul for tredjelande. Det sker for at øge råvaretilførslen til den europæiske fiskeindustri.
Det kan få konsekvenser for de grønlandske leverandører af rejer, som i forvejen kæmper med lave priser, men som har haft en særlig aftale med EU, der sikrer ekport af rejer til EU uden told.
I Grønland ser man på forslaget med stor alvor, da det formentlig vil betyde en skærpet konkurrence fra canadiske rejer, der dermed bliver endnu billigere.
– Det betyder helt sikkert ikke højere priser for råvareleverandørerne, fastslår direktør Anders Brøns fra Polar Seafood.
Også Royal Greenland er bekymret.
– Det vil få alvorlige konsekvenser for fiskerne, producenterne og landet som helhed, siger direktør Paviaaraq Heilmann fra Royal Greenland.
Danmark er bekendt med de grønlandske synspunkter, men har skullet afveje hensynet til Rigsfællesskabet og til sin fiskeindustri. Og regeringen regner med at tilslutte sig forslaget, som er et kompromis mellem EUs 27 medlemslande, oplyser Jakob Munkhøj Nielsen fra Fødevareministeriets Fiskeripolitiske Kontor.
– Danmark kan tilslutte sig det kompromis som EU-kommissionen har forelagt. Vi er henne i processen, hvor vi ikke kan modsætte os det kompromis som 26 andre lande står bag. Men de grønlandske bekymringer er blevet rejst af de danske forhandlere i Bruxelles, siger chefkonsulent Jakob Munkhøj Nielsen til sermitsiaq.gl.
Selvstyrets repræsentation i Bruxelles har reageret onsdag ved at skrive til EU kommissionen, oplyser direktør Inuuteq Holm Olsen fra Udenrigsdepartementet.
– Vi gør EU opmærksom på, at vi mener EU tager skadelige skridt. Det hænger ikke sammen med, at EU samtidig ønsker større indflydelse i Arktis, siger Inuuteq Holm Olsen.





For at kommentere, skal du registrere dig som bruger. Hvis du allerede har f.eks. en Facebook-profil, kan du let komme i gang bare ved at trykke på Facebook-ikonet (1).