Politiets teknikere finkæmmer ubåd men finder intet lig

Ubådsforlis skyldes formentlig en bevidst handling, fortæller efterforskningsleder

Politiets teknikere har søndag været inde i den bjærgede ubåd "UC3 Nautilus" og konstateret, at der ikke befinder sig nogen personer. Og dermed intet lig, fortæller, vicepolitiinspektør Jens Møller søndag på et pressemøde ved Politigården i København.

Indtil videre har man fra teknikernes side kun lavet en indledende undersøgelse. Ifølge Jens Møller ser det umiddelbart ud til, at ubåden er gået ned på grund af en bevidst handling.

Ingen har siden torsdag aften set den 30-årige svenske journalist Kim Isabel Wall, efter at hun gik om bord i ubåden sammen med dens ejer, opfinder Peter Madsen - der også er kendt som "Raket-Madsen".

Madsen er sigtet for at have forvoldt kvindens død, men nægter sig skyldig. Derfor var det et stort ubesvaret spørgsmål, hvorvidt Kim Wall lå død inde i ubåden. Det gjorde hun altså ikke.

Dermed forsøger politiet stadig at finde kvinden.

Detaljerne om efterforskningen holder Jens Møller indtil videre tæt til kroppen. Efterforskningslederen fortæller dog, at Peter Madsen er kommet med "forskellige forklaringer" om forløbet i sagen.

Powered by Labrador CMS