vindstød op til orkanstyrke

Politiet vil have svar fra hoffet om farlig storebæltstur

Politiet i Danmark vil høre hoffet til kronprinsens tur over den lukkede Storebæltsbro

Kronprins Frederik
Offentliggjort

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi retter henvendelse til hoffet, efter at kronprinsen kørte over Storebæltsbroen uden tilladelse, oplyser politidirektør Lene Frank til BT.

- Han har ikke fået nogen tilladelse til at køre over broen, siger hun til BT.

Kronprins Frederik kørte både lørdag eftermiddag og natten til søndag over Storebæltsbroen, der var lukket på grund af vind fra stormen Egon.

Det er farligt
Det er politiet, der lukker broen, og det gør de ikke uden grund, siger Lene Frank.

- Der er selvfølgelig en grund til, at vi vælger at lukke broen, fordi det er forbundet med fare at færdes på den.

- Der er så forskel på, hvor farligt det er, alt afhængigt af hvilket fartøj man er i, og hvor god en chauffør man er.

Kommer ikke til at ske igen
Ritzau har haft kontakt med politiinspektør Steen Nørskov, også fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi.

Han forklarer, at kongehuset - med henvisning til kronprinsens sikkerhed - havde anmodet om tilladelse til at køre om på den anden side af broens afspærringer.

Men herfra var turen så gået over broen - uden at der var givet tilladelse fra politiets side.

Og på spørgsmålet om, hvorvidt kongehuset en anden gang vil få lov til at køre om på den anden side at bommene, siger Steen Nørskov:

- Sikkerheden vil vi aldrig gå på kompromis med. Jeg tror godt, at man kan regne med, at det her, det sker ikke igen.

Powered by Labrador CMS