Afspærring

Politiet ophæver mystisk afspærring

Politiet oplyser, at det har ophævet en afspærring til det store boligområde i Qinngorput. Afspærringen har stået på i mere end to timer.

I flere timer havde politiet afspærret det store boligområde Qinngorput.

Det betyder, at Qinngorput-borgere på arbejde i centrum kan komme hjem til deres bolig ved normal fyraftenstid.

Henviser til Facebook

Politiets vagtchef ønsker ikke at oplyse, hvad der har været årsag til afspærringen og henviser alene til det amerikanske, sociale medie Facebook, hvor politiet slog følgende op:

- Der foregår i øjeblikket en politiopgave i Qinngorput (Nuuk). Politiet har derfor afspærret et område omkring Musaq. Der er ingen fare for borgerne, men politiet anmoder om, at afspærringen respekteres.

En relevant kommentar stilles til politiet under opslaget:

- Hvorfor afspærre et område hvis det ikke er til fare for borgerne?, spørger Bikki Eleonora Reimer.

Ingen interaktion

Selv om politiet har valgt at benytte det interaktive sociale medie til at kommunikere på, skal man åbenbart ikke forvente svar fra politiets side.

Kl. 15.20 kunne politiet opdatere sit opslag med følgende besked:

- Afspærring af Musaq vejen i Qinngorput er ophævet.

Sådan. Nu skulle ingen være i tvivl om, hvorfor afspærringen, der var et indgreb i borgernes frie bevægelighed på offentlig grund, blev iværksat.

Uforstående borgere

Flere borgere, som Sermitsiaq.AG har været i kontakt med forstår ikke, hvad der er foregået på Musaq-vejen, selv om de bor der.

En henvendelse til politiet kaster heller ikke lys over, hvad der var årsag til aktionen. Vagtchefen undskylder med, at vedkommende sidder i møde og at borgere såvel som medierne udelukkende skal henholde sig til de oplysninger, som publiceres på Facebook.

Powered by Labrador CMS