Nuuk
Politiet i Nuuk: Trafikken glider igen
Efter en kaotisk morgen med trafikpropper har trafikken atter stabiliseret sig i hovedstaden
Artiklen er opdateret klokken 10.35 med Nuup Bussii:
Efter trafikpropper i morgentrafikken i Nuuk på grund af meget sne, fygning og temperatur omkring frysepunktet har trafikken igen stabiliseret sig.
- Vi fraråder derfor ikke længere al unødig færdsel. Efter at morgentrafikken var ramt af vejret primært mellem klokken 07.30 og 09.00, glider trafikken nu igen, fortæller vagtchef hos politiet i Nuuk, Søren Bendtsen, til Sermitsiaq.AG.
Politiet opfordrer stadig til forsigtighed, da der fortsat er meget glat enkelte steder, ligesom der er snedynger flere steder, som er guf for enhver sneplov.
Læs: Nuuk ramt af trafikpropper i morgentrafikken
Opdateret tekst
Ved 10.30-tiden meddelte politiet i Nuuk, at Nuup Bussii efter aftale forsøger at få den kollektive trafik i gang igen nu, hvor den tunge morgentrafik er aftagende.
- Skulle vejret fortsat give anledning til problemer for busdriften, vil Nuup Bussii genindstille kørslen indtil videre, forklarer Søren Bendtsen.