sociale medier

Politiet i Danmark advarer kvinder mod romance-fup på sociale medier

Såkaldte romance scams begynder oftest med en venneanmodning fra en fremmed mandlig profil på Facebook.

Det seneste stykke tid har Nordsjællands Politi modtaget anmeldelser fra kvinder, som har været udsat for romance fup - romance scams - på internettet.

Politiet advarer nu mod svindelnummeret, som ender med, at kvinderne bliver bedt om at overføre penge.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse torsdag.

Det er oftest foregået på den måde, at kvinderne, som er i alderen 40 år og op, modtager en venneanmodning på Facebook fra en mandlig profil.

Hvis kvinden accepterer venneanmodningen, indleder manden en samtale, hvor "de sender romantiske beskeder til kvinderne og er særdeles indsmigrende".

Når de to har haft en samtale i en længere periode, beder gerningsmændene så om at få overført penge til en bankkonto.

Det kan eksempelvis være under påskud om, at manden skal betale et sygehusophold, indløsning af en særlig pakke, økonomisk bistand i forbindelse med en god forretning i Dubai, eller noget helt fjerde, skriver politiet.

Særligt den tillid, der er blevet opbygget langsomt, er en af grundene til, at det lykkedes at fuppe kvinderne, mener politiet.

- Gerningsmændene er meget tålmodige i deres arbejde med at opbygge et tillidsbånd til deres ofre, og det er formentlig en af hovedårsagerne til, at de lykkes med deres forehavende.

- Set i bakspejlet kan ofrene godt se, at alarmklokkerne burde have ringet, men på grund af tillidsbåndet har de ikke studset over faresignalerne, imens dialogen stod på, fortæller politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen.

De seneste anmeldelser har drejet sig om svindel via Facebook, men politiet advarer mod, at det også kan foregå på andre sociale medier eller eksempelvis klassiske datingsider.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS