Netsvindel

Politiet halter langt efter netsvindlere

Politiet dropper it-system mod netsvindel. De lover løsning i slutningen af året.

Siden 2015 har Rigspolitiet været på vej med en hjemmeside til anmeldelse af it-kriminalitet. En aktindsigt som Orientering på P1 har fået, viser, at den først skulle være klar i slutningen af 2016, og siden at den skulle komme i sommeren 2017.

Nu er meldingen, at det oprindelige projekt er skrottet, men en ny løsning vil komme i slutningen af året.

- Der er problemer med at opklare rigtigt meget it-kriminalitet. Så man må jo håbe, at politiet finder nogen, der kan udarbejde den her løsning. Det kan kun gå for langsomt, siger Lene Wacher Lentz, der er ph.d.-forsker i netop dansk politis efterforskning på internettet ved juridisk institut på Aalborg Universitet.

Lene Wacher Lentz har arbejdet i 10 år som anklager ved Nordjyllands Politi, så hun kender behovet for en ny landsdækkende løsning.

- Anmelderne oplevede, at de skulle sende det samme rigtigt mange gange, og når de så ringede ind, så manglende der dokumenter, og ting var ikke opdateret rigtigt, fortæller hun.

Netbutikkerne er frustrerede
En af dem, der ærgrer sig over politiets nøl, er Henrik Theil. Han er kommunikationschef i Foreningen for Dansk Internet Handel, hvor mange medlemmer er blevet ramt af svindel og har siden haft svært ved at anmelde sagerne til politiet.

- Der er en del af netbutikkerne, der har opgivet at anmelder svindelsager, fordi de ikke mente, der sker noget i sagerne, fortæller han.

Fra 2009 til 2016 steg antallet af anmeldelser om databedrageri og bedrageri med stjålne kreditkort med 350 procent.

Powered by Labrador CMS