Politiet: Brug reflekser

Natten til søndag blev en kvinde påkørt, fordi hun ikke var til at se for bilisterne

Natten til søndag blev en kvinde påkørt i Nuuk. Uheldet kunne være undgået hvis hun bar reflekser på sit tøj. Foto: Benny Kokholm

En kvinde ligger på Dronning Ingrids Hospital med hjernerystelse, efter hun blev påkørt af en bilist omkring klokken tre i nat. Kvinden slap heldigt fra uheldet, som fandt sted ved krydset Ceresvej og Aqqusinersuaq i Nuuk.

En taxachauffør fortæller, at han også var nær ved at påkøre kvinden, som som var beruset.

- Jeg kunne slet ikke se hende før lige i sidste øjeblik, hvor jeg heldigvis nåede at dreje af. Hun havde sort tøj på, så hun var svær at få øje på, fortæller taxachaufføren.

Den bagved kørende bil var ikke nær så heldig. Kvinden slog et ekstra slag i sin gang ud på kørebanen, og bilisten nåede ikke at lave en undvigemanøvre. Hun blev ramt af bilens højre side.

Uheldet kunne være undgået, hvis kvinden havde haft reflekser på sit tøj, mener taxachaufføren.

- Vi oplever alt for tit, at mange fodgængere ikke har reflekser på. Det kan godt være et mareridt at være bilist i disse mørke tider og med våde veje. Mange vader bare af sted på vejen i stedet for at holde sig på gangstierne, siger han.

Vagthavende ved politiet opfordrer efter nattens uheld til, at man får sat reflekser på sit tøj.

- Det er meget vigtigt, fordi det er meget mørkt i denne tid. Det er især folk, der går med sort tøj bør få sat reflekser på tøjet.

Powered by Labrador CMS