Valg til Folketinget

Politibeskyttelse til Aleqa

Politiet tager tilsyneladende ingen chancer, når Siumuts kontroversielle folketingskandidat i dag deltager i et vælgermøde

Aleqa Hammond, politi, demonstration
Siumuts folketingskandidat Aleqa Hammond har erfaret, at der planlægges en demonstration ved dagens radio- og tv-transmitterede vælgermøde. Også i efteråret 2014 måtte politiet passe på Aleqa Hammond, da der var demonstration imod Naalakkersuisut.

– Jeg erfarer, at der planlægges en demonstration, og at politiet er forberedt på at skulle passe på mig.

Sådan skriver Siumuts folketingskandidat Aleqa Hammond på sin facebookside i forbindelse med, at den tidligere toppolitiker deltager i et livetransmitterede vælgermøde i Katuaq.

Det er ikke hverdagskost, at politikere får politibeskyttelse ved offentlige arrangementer. Aleqa Hammond har dog prøvet det før. Det skete ved den store demonstration i Nuuk ved åbningen af efterårssamlingen. En demonstration, som især var rettet mod den tidligere regeringsleder, efter det var kommet frem, at hun med hjælp fra Selvstyrets topembedsmænd havde misbrugt landskassen som kassekredit til blandt andet private rejser. En forseelse, som Inatsiartuts revisionsudvalg har kritiseret skarpt i flere omgange, og som udløste et valg.

Mange var derfor overraskede, da Siumuts hovedbestyrelse for nylig opstillede Aleqa Hammond som folketingskandidat. Det skete heller ikke uden sværdslag på partiets indre linjer. Avisen Sermitsiaq afslører i denne her uge, at Kim Kielsen kæmpede imod, mens Siumuts næstformand, Jørgen Wæver Johansen, støttede Hammonds kandidatur. Et politisk opgør, der vidner om en opsigtsvækkende uenighed i Siumuts topledelse, der siden har sat et markant præg på valgkampen.

Tidligere på ugen anmeldte fire aktivister med Giiti Titussen i spidsen således Aleqa Hammond, den tidligere formand for IA, Kuupik Kleist, og Steen Lynge til politiet for at have misbrugt landskassen til dækning af private regninger.

Læs her om anmeldelsen.

– Jeg har i lang tid været utilfreds med, hvordan vores folkevalgte har arbejdet. Men jeg gjorde ikke rigtig noget ved det. Jeg plejede at tænke "Hvad kan jeg gøre?" Nu har jeg fundet ud at, at vi rent faktisk kan gøre noget ved det. Jeg er træt af at gemme mig i et hjørne og bare finde mig i det. Alle vores folkevalgte burde jo arbejde for vores land, og alle grønlændere, skriver Giiti Titussen på sin facebookside om årsagen til politianmeldelsen. Her spørger han også til den demonstration, som Aleqa Hammond fortæller om. Han har bemærkelsesværdigt nok ikke hørt om den.

Trods politianmeldelsen og udsigten til en demonstration og politimand som livvagt er Aleqa Hammond klar til dagens vælgermøde.

– Jeg stiller op til Folketinget på lige fod med de mange andre folketingskandidater og opfylder de krav der kræves af os. Jeg skylder ikke det offentlige noget. Jeg har taget det fulde ansvar og har personligt betalt en høj pris, skriver Aleqa Hammond på sin facebookside.

Vælgermødet i Katuaqs foyer, hvor hvert parti er repræsenteret ved to kandidater kører på henholdsvis grønlandsk kl. 14 og kl. 16 på dansk.

Læs her om den store demonstartion mod politikerne i efteråret.

Powered by Labrador CMS