Polar Circle Marathon: - Det var lige til grænsen

Tvillingerne Peder og Steen Mondrup havde på forhånd bebudet, at Polar Circle Marathon var den hårdeste udfordring, som de hidtil har taget op.

Og det skulle vise sig at holde stik. De samlet set 63,3 kilometer over to dage igennem den arktiske tundra blev mindst lige så barsk, som de havde forventet.

Desto større var sejren, da de i dag nåede i mål efter halvmarathon-distancen sammen med storebror Michael.

- Det var en helt fantastisk oplevelse, siger Steen Mondrup på en mobil fra Kangerlussuaq, hvor den lettere euforiske stemme næsten fortæller mere end de ord, der bliver sagt.

Spænder i hele kroppen
For Steen og Michael var det især de mange bakke på ruten, der bed fra sig.

For Peder var det de mange rystelser. Som spastiker er han under alle omstændigheder tilbøjelig til at spænde alle sine muskler. Og når det så går hen over et ujævnt terræn, så er det helt umuligt for ham at slappe af.

- Rystelserne var den helt store udfordring for ham. Det betød, at han spændte i hele kroppen under hele løbet, forklarer Steen Mondrup.

Sov på vej i bussen
Læseren af disse linjer kan jo forsøge på at forestille sig, hvordan det er at spænde i hele kroppen i samfulde seks timer mens man bumper hen over en grusvej. Så kan man måske få en vag fornemmelse af, hvordan Peder Mondrup havde det, da Team Tvilling i går gennemførte marathon-distancen.

- Han var virkelig udmattet, fortæller Steen Mondrup.

Og i dag, dagen efter gjaldt det så halvmarathon-distancen, og da Team Tvilling skulle ud på den, var Peder tydeligt mærket af strabadserne dagen i forvejen. Han sov hele vejen i bussen derud og faktisk også i starten af løbet.

- Det var faktisk lidt ubehageligt, at opleve at han var så udmattet. Det var nok lige til grænsen.

- Viser hvor sej Peder er
Men mens Steen var lidt bekymret for sin tvillingebror, så var Peder selv fast besluttet på, at de også skulle gennemføre halvmarathon-løbet

- Jeg spurgte ham nok en fem til ti gange, om vi ikke skulle stoppe. Vi havde jo gennemført marathon. Men Peder var bare iskold og sagde nej, jeg har det fint.

- Det viser bare hvor sej han er, siger Steen Mondrup.

Fantastisk natur overskygger smerten
Steen selv kunne tydeligt mærke de mange bakker. For også når det går nedad er det hårdt, da kørestolen ikke har nogen bremser. Men strabadserne blev belønnet på næsten hvert skridt.

- Den fantastiske natur heroppe overskygger hele tiden trætheden. Det har været en virkelig stor oplevelse.

Lokal opbakning
Mødet med folk i Kangerlussuaq var derudover en oplevelse i sig selv.

- Vi er virkelig taknemlig for al den støtte, som vi har modtaget. Folk har været virkelig søde. De stoppede op i biler, og sagde ‘respekt, godt gået’. Da vi kom ind til Kangerlussuaq hang folk ud af vinduerne ligesom der var en del ved målstregen.

- Vi får at vide, at vi er til inspiration. Vi glemmer nok nogle gange, at det vi gør ikke er hverdag for alle andre. Vi syntes jo bare, at vi er tre brødre, der dyrker sport sammen.

Sikkert over målstregen fik de så deres velfortjente medaljer om halsen af en lille pige fra Kangerlussuaq. Nu er tiden så til at få hvilet de trætte kroppe.

- Vi kom for at gøre noget, som vi ikke er vant til, og det gjorde vi, siger Steen Mondrup

LÆS OGSÅ:
Løb med kørestol på indlandsisen
Team Tvilling går efter den dobbelte præmie
Team Tvilling på deres barskeste udfordring hidtil