trend

Pokémon-boblen brister på børsen i Tokyo

Nintendos aktier dykkede oven på meldingen om, at Pokémon Go-firmaet ikke kommer til at hente stor indtjening på kæmpehittet

Pokemon Go på gaderne i Hong Kong

Mens jagten på Pikachu, Charmander og de andre monstre i kæmpehittet Pokémon Go fortsætter verden over, dykkede Nintendos aktier gevaldigt mandag.

På børsen i Japan, hvor spilgiganten har hjemme, faldt aktierne 18 procent efter fredagens melding om, at firmaet kun henter en begrænset indtjening på mobilspillet.

Læs: Jager du drager og monstre?

Kyoto-baserede Nintendo oplyste også, at det allerede havde indregnet det forventelige overskud fra dets Pokémon Go Plus-armbånd, der alarmerer monster-jægerne, hvis der er en nærliggende pokémon.

Det er - med en Pokémon-parafrase - med andre ord ikke lykkedes Nintendo at fange alle investorerne trods den verdensomspændende succes, der fik virksomhedens værdi til at stige med omkring 50 milliarder kroner i dagene efter udgivelsen.

Firmaets filial Pokémon Company modtager både licensindtjening og betalinger fra spillets udvikler, Niantec Inc., oplyser Nintendo, der dog blot ejer 32 procent af firmaet. Og det betyder altså, at Nintendo kun får en beskeden profit ud af megahittet.

Trods mandagens nedtur på aktiemarkedet i Japan har mobilspillet sikret massive investeringer i Nintendos aktier.

Medregnet mandagens fald er firmaets aktier røget i vejret med mere end 60 procent i forhold til niveauet før spillets lancering i USA, Australien og New Zealand 6. juli.

Pokémon Go er et såkaldt augmented reality-spil, der med virtuelle data giver virkeligheden et ekstra lag ved hjælp af for eksempel grafik, så spillere kan "fange" pokémon'er med mobilen på gaden og i naturen.

Det bygger videre på Nintendos succes i 90'erne, hvor Pokémon-universet først tog Japan med storm som videospil i 1996.

Senere blev serien udbygget med samlekort, tv-serier samt spillefilm i kølvandet på det oprindelige spils succes.

Og der er god grund til at tro, at succesen varer ved. Det vurderede Thomas Vigild, leder af linjen for spiludvikling på Vallekilde Højskole, over for Ritzau onsdag.

- I stedet for at se det som et spil er det mere et fænomen og en hobby. Jeg tror kun, vi har set starten. Jeg tror sagtens, det kan blive større, sagde han.

Læs: Verdensomspændende dille er kommet til Grønland

/ritzau/

Powered by Labrador CMS