uddannelse
Plan for flytning af uddannelsessteder fortsætter
Naalakkersuisuts plan er at flytte fire uddannelsesinstitutioner
De fire udflytningsforslag omfatter Jern- og Metalskolen fra Nuuk til Sisimiut, Handelsskolen (NI-Nuuk) til Qaqortoq, socialrådgiveruddannelsen fra Nuuk til Ilulissat og Kunstskolen fra Nuuk til Aasiaat.
- Naalakkersuisut kan se udviklingsmuligheder for uddannelser ved en flytningen, siger naalakkersuisoq for uddannelse Doris J. Jensen i en pressemeddelelse.
Sidste år besluttede Naalakkersuisut at udflytning af arbejdspladser til andre byer end Nuuk skulle være et centralt mål.
- Formålet med dette er at udnytte de ressourcer og muligheder, der er rundt omkring i landet, samtidig med at der skabes vækst og arbejdspladser. For at nå dette mål blev der i 2017 igangsat en række initiativer for at klarlægge hvilke institutioner, som ville være fordelagtige at udflytte, oplyses det i en pressemeddelelse.
I første omgang blev fire udflytningsforslag vurderet ud fra flere parametre, herunder økonomisk, funktionsmæssige og rekrutteringsmæssige konsekvenser.
Ud fra det velunderbygget beslutningsgrundlag har Naalakkersuisut nu besluttet at fortsætte arbejdet ved at gennemføre projekteringer af Jern- og Metalskolen til Sisimiut og Kunstskolen til Aasiaat. Derudover er der ønske om øget fokus på udviklingsområder inden for det merkantile område, eksempelvis uddannelser inden for IT, ved Campus Kujalleq i Qaqortoq.
- Det har været et krav fra min side, at en flytning også skulle gavne uddannelsesinstitutionen, og det er nu vurderet både økonomisk og fagligt fordelagtigt at arbejde videre med planerne om at flytte disse to uddannelsesinstitutioner. Jeg glæder mig derfor til at se den positive effekt, som en udflytning af uddannelsesinstitutionerne vil give uddannelsessystemet og jeg vil samtidig gerne takke kommunerne for det gode samarbejde, lyder det fra Doris J. Jensen.