flystyrt i Frankrig

Pilot skjulte iturevet lægeerklæring i sit hjem

Tysk politi har ikke fundet noget afskedsbrev hos den pilot, der styrede et fly ind i et bjerg. Til gengæld har de fundet en iturevet lægeerklæring

Journalister foran familien Lubitz' hjem i Tyskland nord for Frankfurt

Tysk politi har fredag fundet en iturevet lægeerklæring i 27-årige Andreas Lubitz' hjem - den andenpilot, der tirsdag fløj ind i en bjergvæg, og på den måde slog 150 mennesker ihjel.

Det meddeler anklagemyndigheden i Düsseldorf.

Lægeerklæringen er fra selve den dag, hvor flyet fra Germanwings styrtede mod et bjerg, og den indikerer både 'aktiv sygdom' og 'medicinsk behandling', skriver BBC.

Læs: Pilot fløj formentlig med vilje ind i bjerg

Ransagning afslørede ikke selvmordsbrev
I forbindelse med efterforskningen af flyulykken har tysk politi fredag slæbt kasser og poser væk fra både Andreas Lubitzs lejlighed i Düsseldorf og fra hans forældres hus nord for Frankfurt.

Det er her, de har fundet den iturevne lægeerklæring sammen med adskillige sygemeldinger.

Hvilken sygdom Andreas Lubitz i givet fald skulle have, er fortsat et åbent spørgsmål, men kriminalpolitiet har tidligere meldt ud, at der er begrundet mistanke om, at piloten led af psykiske problemer.

Anklageren siger, at skulle den 27-årige andenpilot være ramt af sygdom, så holdt han det hemmeligt over for sin arbejdsgiver den tirsdag, hvor flyet styrtede.

Powered by Labrador CMS