anstalter

Pigtråden hives ned i Nuuk

Justitsministeren lover arresthuse til politiets tilbageholdte i landets tre største byer. Dermed kan anstalterne åbnes mere, i stedet for at almindelige domfældte skal afsone i noget der minder om lukkede fængsler

Domfældte i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat kan se frem til mere frie forhold, efter at Kriminalforsorgen har lyttet til Naalakkersuisuts krav om at sikre, at åbne anstalter i praksis også er åbne.

Det skriver AG.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeren til Folketingets retsudvalg, hvor Kriminalforsorgen lover at sikre såkaldte tilbageholdelsesafsnit til anholdte der venter på deres retssag.

De har hidtil været indlogeret sammen med almindelige domfældte, hvilket har medført en slags »one size fits all«-løsning. Døre låses, pigtråd er kommet op, de kan hverken færdes frit eller bruge internettet ligesom kontakten med det omgivende samfund er indskrænket.

Dermed afsoner almindelige domfældte under mere lukkede forhold end de er dømt til. Men det lakker mod enden, ifølge svaret fra justitsminister Søren Pape Poulsen, som har indhentet svar fra Kriminalforsorgen.

- Det er besluttet, at der i Grønland skal etableres 3 særlige afsnit til placering af tilbageholdte. Tilbageholdelsesafsnittene bliver etableret i den nye lukkede anstalt i Nuuk samt i anstalterne i Ilulissat og Sisimiut, lyder det fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Læs mere om de nye tider i AG:

Powered by Labrador CMS