Pele-forklaring rejser nye spørgsmål

Naalakkersuisoq for Finanser Pele Broberg forsøger med en pressemeddelelse at forklare, hvad der er årsag til, at Naalakkersuisut i sidste øjeblik fik indleveret et nyt revideret finanslovsforslag for 2019, inden deadlinen klokken 12.00 fredag.

Pele Broberg er kommet med en forklaring på roderiet om finanslovsforslaget for 2019, som nu optræder i en Version 2.0 blot fire dage efter han præsenterede den første.

Pele Broberg fastslår, at der alene er tale om ”ændringer af teknisk karakter” set i forhold til det finanslovsforslag, der blev præsenteret og offentliggjort blot fire dage tidligere.

Overset lufthavnene

Naalakkersuisut og finansdepartementet har åbenbart i forarbejdet forud for 2019-forslaget overset en af de mest ømtålelige og omdiskuterede emner i grønlandsk politik: lufthavnsinvesteringer i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.

Eller også er der sket noget på de interne linjer i den skrøbeligt funderede koalition, hvor det er kendt, at Partii Naleraq og Siumut har vidt forskellige holdninger til de kommende lufthavnes banelængder, hvilket har stor betydning for den endelige regning for det grønlandske samfund.

Pele Broberg oplyser i en pressemeddelelse:

- Der er medtaget en ajourført udgave af tekstanmærkningerne, således at finanslovsforslaget viderefører de tekstanmærkninger til hovedkonto 10.13.11 (Kontante udgifter til aktieselskaber), som var optaget i Finansloven for 2018, vedrørende lufthavnsprojektet i regi af Kalaallit Airports A/S.

Mystisk forklaring

Forklaringen lyder mystisk, idet man i samme sætning anvender ordet ”ajourført” og senere ”viderefører de tekstanmærkninger” fra 2018 til 2019-finanslovsforslaget. Hvordan det harmonerer med ”ændringer af teknisk karakter” uddybes ikke, men Pele Broberg skriver videre i pressemeddelelsen:

- Naalakkersuisut vurderer, at en uændret fortsættelse af ovenstående tekstanmærkninger kan lette et muligt pres i Inatsisartuts behandling af Naalakkersuisuts forslag til en anlægslov vedrørende lufthavne (XM2018/21), som ikke har været tilsigtet. Naalakkersuisut ønsker ikke at give indtryk af en politisk foregribelse af Inatsisartuts videre behandling af Naalakkersuisuts forslag til ny anlægslov, hvilket der kan være risiko for, når de nævnte tekstanmærkninger udelades, før der er vedtaget et nyt regelsæt, som kan træde i stedet.

Tele Post og bemyndigelse

En hurtig sammenligning – de to tekstbemærkninger imellem – afslører, at et enkelt årstal er udeladt, når det handler om, hvad Tele Greenland skal levere til de nye lufthavne.

I 2018-finansloven står følgende:

Uddrag af Finansloven for 2018

Og i det ajourførte finanslovsforslag for 2019:

Uddrag af Version 2.0 Finanslovsforslag for 2019

Som det fremgår er årstallet 2017 udeladt. Dermed – hvis finanslovsforslaget vedtages – kan Naalakkersuisut over to år kradse 250 millioner ind fra det selvstyreejede teleselskab. I 2018 finanslovsaftalen var kravet til Tele Greenland, at de 250 millioner kroner skulle leveres over tre år.

Tele Greenland sendte i 2017 et udbytte på 137 millioner kroner over i landskassen, og de er pludselig ikke længere øremærket nye lufthavne, men skal åbenbart lukke andre huller i landskasse-regnskabet.

Forklaringer mangler

I pressemeddelelsen fra Pele Broberg er der ingen forklaring på, hvorfor Tele Greenlands bidrag til lufthavnsplanerne er reduceret med et år. Hvad de 137 millioner kroner fra Tele Greenland er gået til forklares heller ikke

Powered by Labrador CMS